Og så et billede af en lidt nervøs hest lige før forestillingen.

DAVRVG EN HSO

Vi har været til cirkusforestilling på skolen. Bertram skulle være hest, og han havde øvet og forberedt sig på alle tænkelige måder. I dag fik vi en mappe med hjem fra skolen, hvor man kunne se noget af forarbejdet. Han havde tegnet et utal af heste i forskellige udformninger, og så havde han skrevet en historie til nogle af billederne.

Til første billede var billedteksten så: "DAVRVG EN HSO" - skrevet med fin og lige skrift. Jeg bad Bertram læse højt, og det gjorde han helt tydeligt: "DER VAR ENGANG EN HEST!"
Umiddelbart efter kom spørgsmålet: "Er det stavet rigtigt?" og jeg gav det helt sande svar: "Ja, det er helt fuldstændig rigtigt på børnestavning! :D

Hvem har du set flest gange i dit liv?

Det er faktisk en spændende tanke, som Bertram har bragt på bane. Hvis man nu tænker på sit liv som en helhed fra man var nyfødt og frem til nu, hvis ansigt har man så brugt flest timer på at stirre ind i? Eller hvem har man set flest gange, hvis man nu sætter en regel op om, at der skal være gået mindst en time mellem hver gang, man har set hinanden! Hvor længe bliver det mon ved med at være ens mor eller far?

Forresten

Vores lejlighed er jo sat til salg - så hvis nogle skulle kende en, som kender en, så er Gyngemosen altså et dejligt sted.
http://www.lokalbolig.dk/k%F8b/ejerbolig.htm#1380-16

Mig som sælger.

I går var jeg på loppemarked. Blandt andet havde jeg en del af mit eget, gamle tøj med. På et tidspunkt kom der en dame hen for at kigge. Hun var nogenlunde samme størrelse, som jeg er, og jeg vidste med det samme, at hun ikke ville kunne passe tøjet, eftersom det altsammen er for småt til mig. Men altså, der var en del fine ting fra min tid som Bruuns Bazar-pige, og dem tog hun op på skift. Hun prøvede sådan at strække stoffet virkelig meget, så hun kunne se, om det gav sig nok til at kunne passe hende. Det ville godt nok ikke sidde ret pænt, hvis det skulle strækkes så meget, tænkte jeg.
Hun afskrev også det hele, stykke efter stykke med: "Nå, den kan jeg ikke klemme mig i, den kan jeg heller ikke klemme mig i, og den kan jeg heller ikke klemme mig i" (Du kan ikke klemme dig i noget som helst af det, dame, for det er altsammen størrelse 36, og  du er mindst størrelse 40/42!!!!)

For at undgå, at hun skulle spilde sin tid (og rive mit tøj helt i stykker), sagde jeg til hende, at alt tøjet var fra dengang jeg vejede væsentligt mindre end nu, mindst 10 kilo, for så ville hun jo regne ud, at hun heller ikke kunne bruge det. Men hun blev ved med at rive i det, mens vi talte om, at man jo ofte vejer mere, når man har fået børn, og hun trøstede mig med et: "Bare rolig, du taber dig jo igen, det tager bare lidt tid." Og så er det jeg spørger: "Hvor lang tid?"
Jeg syntes, det var for pinligt at indrømme, at min yngste er fireogethalvt, så jeg sagde bare "Hmmmm" og smilede.
I mellemtiden havde hun overbevist sig om, at fire af bluserne kunne give sig så meget, at de kunne rumme hendes krop. Jeg overvejede at sige det lige ud: "Det kommer til at se sørgeligt ud, det dér", men så nøjedes jeg med at undlade at sige, at det vel nok ville komme til at klæde hende. Jeg sagde lige præcis ingenting. Og så gav hun mig penge og gik. Og nu synes jeg, det er så synd, at hun kommer til at gå rundt og se frygtelig ud i alt for småt tøj, men jeg kunne jo ikke rigtig tilbyde at finde det i en større størrelse, og hun bad jo sådan set heller ikke om noget større.
Det er godt, man ikke er sælger til hverdag.

Hvad kan Gud gøre?

Ved Bertrams skole er der en sti, og den må man ikke cykle på, man må trække sin cykel, og så må man gå, og det er noget, som der har været stor fokus på at lære børnene.
På vej hjem i dag kom der en ung fyr på knallert susende på stien. En lille pige foran os råber på afstand: "Du må ikke køre på knallert her!"
Den bumsede knallertkører uden hjelm kørte bare videre. Den lille piges mor rakte ud og tog fat i hans arm og gentog sin datters budskab, men knallertbøllen brølede: "Flyt dig!", og så trykkede han speederen i bund og var pist væk. Moren blev tosset og råbte efter ham, at det her kunne han simpelthen ikke, når der gik børn på stien.
Tilbage stod både hendes og mine børn og var vildt forargede. Bertram havde åben mund og meget store øjne. Jeg tror faktisk, det var første gang, han har oplevet på nært hold, at en voksen ikke blev respekteret, og så endda af en anden "voksen" - at knallertkøreren så i mine øjne ikke var så voksen, det er jo en anden sag, han var vel omkring 16 år.
Børnene spurte helt forskrækkede ind til, hvorfor han ikke hørte efter, hvorfor han ikke passede på børnene, og hvorfor han ikke havde læst skiltene om, at man ikke må andet end at gå på stien.

Det var som om, jeg ødelagde et lille stykke af mine børns uskyld, da jeg forklarede, at nogle mennesker ikke har respekt for andre, og det skyldes at de har det svært inden i. Hvis man har det rigtig svært selv, så kommer man nogle gange til at gøre nogle dumme ting, og det kommer man til at opleve flere gange i livet. Mit hjerte bristede lidt, da jeg så mine drenges møde med verdens svære nuancer.

Bertram er en pragmatisk dreng. Han fastslog hurtigt: "Jeg ville ønske, at skolepatruljen altid stod her!" Jeg måtte bedrøve ham med, at selv ikke skolepatruljen kan stoppe en stor dreng, som er ligeglad med andre, vi er nødt til at erkende, at nogle ting er virkelig vanskeligt. Vi blev dog enige om, at politiet nok godt kunne have gjort noget, og nu var Bertram forarget over, at jeg ikke havde tilkaldt politiet, men drengen var jo for længst forsvundet ned i Tingbjergs tåger.

Næsten hjemme ved hoveddøren messede drengene gentagne gange: "politiet kunne have gjort noget, politiet kunne have gjort noget." Og Tristan, den lille filosofiske, kreative sjæl spurgte pludselig: "Hvad tror du, Gud kunne have gjort?" - og jeg blev nødt til at svare: "Hvad tror DU, min skat?" Jeg havde ikke lige et svar parat til ham, men han tænkte lidt over det og spørgsmålet afløstes af et andet: "Tror du, jeg vil tro på Gud, når jeg skal konfirmeres?" Det er der heldigvis tid til at tænke over endnu.

Han er en stor psykopat!

Bertrams udsagn. Der er godt nok mange nye begreber at forholde sig til, når man pludselig er skolebarn. Jeg var ikke just begejstret for den kommentar. "Nah? Hvad siger du lige dér?"
"Jamen, det er han." (Det var en dreng fra klassen!)
"Ved du godt, at psykopat betyder virkelig, virkelig sindssyg?"
"Ja, det er jo det jeg siger! Han er kæmpepsykopat".
"Okay, men det behøver du nok ikke helt fortælle hverken ham selv eller kammeraterne eller andre voksne end mig, vel?"

Fodboldtosser.

Så sidder de ved siden af hinanden, de to brødre. Klokken er 07.09, og de er stået op tidligt for at kunne nå at afprøve den nyindkøbte wii.
Den lille lægger ud med at vælge hold, da de har besluttet sig for at spille Fifa. "Jeg er Arh-snegl" bekendtgør han. Jeg kigger uforstående. "Okay", siger den store, så får du lov at være Arsenal. Pyyyyh, problem løst. Jeg så lige en længere afklaring ligge foran mig, muligvis med en meget hysterisk dreng som resultat - det er da også frustrerende ikke at blive forstået.
Spillet er på plads. Den lille insisterer på, at han har Messi på sit hold, men den store svarer overbærende:"Nej, man får kun Messi, hvis man vælger Barca eller Arken-Tina."
Arken-Tina? Nej, jeg nøjes med at gætte på, at jeg har regnet ud, hvilket hold, det er.

Mens jeg står i køkkenet og fedter med ketchup (nu klokken 07.10), fordi jeg er alt for sent ude med mad til fælles spisning i skolen i aften, kan jeg høre deres små stemmer. "Hvorfor scorer jeg ikke, mand? - Hvor er mit mål, mand? Sådan, mand!"

Det er mine små, fodboldtossede københavnerbørn!

Retromix for begyndere (advarsel: det handler om motion!)

Nu er jeg så kommet godt i gang hos Fitness world. Hm. Det har været en blandet fornøjelse at gå på de der dansehold, og oplevelsen afhænger meget af den enkelte instruktør. Generelt er min oplevelse, at koreografien er for vanskelig for mig. I dag var ingen undtagelse. Tempoet var hurtigt, og det var egentlig ingen forhindring i forhold til konditionen - men det er jo fuldstændig umuligt at følge med, når der står en ung trunte og tror, at vi allesammen er professionelle dansere. Det er vi ikke.
I holdbeskrivelsen står der, at Retromix er et hold, hvor alle kan være med. Jeg kunne ikke, og det var der en del andre, der heller ikke kunne. Vores ben væltede rundt i luften og vi dansede ind i hinanden igen og igen. Men det var ikke det værste. Det værste var instruktørens ansigtsudtryk, som til sidst fik mig til at udvandre. Det er simpelthen så distraherende, at man kan se hendes ansigt i sepjlet, når hun nu gør en dyd ud af at skulle ligne en fra MTV - alternativt en, som er med i en lettere erotisk film. Det gav mig simpelthen nervøse trækninger at blive konfronteret med hendes påtagede sexethed og selvtilfredse smil.

I bund og grund er vi jo ikke kommet for at lære at se sådan ud, vi er jo bare nogle damer i 30'erne, som er kommet til at spise lidt for meget af børnenes fredagsslik i lidt for mange år. Og vi vil gerne i bedre kondition til lidt go' musik. Selv hvis vi gerne ville, kunne vi jo aldrig blive 20 år og 40 kilo igen, vel? Og vi ER også for gamle til at skabe os på den måde.
Da jeg kom hjem, gik jeg og overvejede, om jeg skulle kontakte fitness world. Jeg vil gerne have en instruktør, der også har lidt appelsinhud og strækmærker, det ville få mig til at føle mig bedre tilpas. Hvorfor sætter de også sådan en alt for ung pige til at træne os? Jeg vil have et hold for "de tykke mødre!"

Efterfølgende googlede jeg lige dagens instruktør. Hun var mor til to børn! Nå. Men så har hun i hvert fald været heldig med sin krop, for hun kan da umuligt have danset sig 15 år yngre og 30 kilo lettere?

Næste gang er jeg ikke at finde på hold, tror jeg. Jeg er på løbebåndet med en iPod i ørerne!

Aldrig, aldrig forsøge at gøre crapmad sundt.

Årh, mand. Jeg gav ungerne lov at komme på Mc D. i dag. Mens vi stod i køen, slog det mig pludselig, at sådan en burger da må kunne laves sundere, og så var der sørme et alternativ! Grov feast. Her må jeg på det kraftigste fraråde andre at falde i samme fælde. Har man først vovet sig ind, så gør det i det mindste ordentligt. Bollen smagte af gammelt rugbrød, og bøffen virkede mere tør end nogensinde (halleluja for Burger king og deres tons af mayonnaise! ) Hvis man vælger at bruge tid på at blive bippet ind i ørerne af larmende maskiner, mens man indtager sit måltid, så skal man altstå gøre det på den gode måde. Den usunde! Den regel overholder jeg fra nu af! (Og jeg har prøvet deres - mildt sagt - elendige salater også. Lad være!

Motion er sundt.

Man skal bare finde ud af, hvad det er for en slags motion, man trives med. Hey, jeg passer perfekt sammen med Fitness World. I hvert fald lige nu. Jeg er startet op med min nabo, som spurgte, om vi skulle prøve med en times latin-mix! Wee, det var hårdt og sjovt. Finten er at stille sig bagest og lige bagved hende, som råber i mikrofonen. Og meget langt væk fra et spejl, så man ikke opdager, hvor latterlig, man ser ud, mens man vrider hofterne og forsøger at have samme udtryk som Jennifer Lopez i ansigtet. (Forsigtigt bid i læben skulle være godt!)
Det var så i går, og i dag har jeg ondt i hver eneste muskel i kroppen. Uf. Men hey - det er på en fed måde, og jeg har allerede planlagt hele weekenden med træning begge dage. Woohooooo! Og inden vi ser os om, så er jeg altså en lille sylfide. Yeah!

Uha - mere tøj.

Men se nu denne her skønhed fra Nørgaard. Den må man jo næsten eje. 

Nyt.

I dag stod jeg ude på altanen og troede, jeg så smart ud, da Morten gjorde mig opmærksom på, at mine bukser var sprækket på bagdelen! Derfor har jeg nu bestilt mig tre par nye, som er perfekte til arbejde! Bløde, behagelige og lette! Og måske lidt pædagogagtige!

Når man bare vil have roooooo!

Kender I det med, at det er mandag aften, og man er hammertræt, og man har ondt i pandelapperne, og ungerne er umulige?
Sådan har jeg det tit! I dag var ingen undtagelse. Så står man dér med sådan nogle virkelig trælse nintendolyde i ørerne og forsøger at komme igennem til ungerne efter aftensmaden, men ingen reagerer, selvom man har lagt tandbørster og nattøj parat. Og man prøver at råbe dem op, børnene. Og de hører intet. Og opvasken venter også. Man kalder på sin mand, som står i badeværelset, og man forklarer, at man synes, at han lige skal tage over i forhold til ungerne, for så kan man selv lige nå opvasken så længe. Og så svarer han ikke, og man holder talen forfra, fordi man tror, at han ikke har hørt den, og det har han heller ikke. Han hører den heller ikke anden gang, for han render rundt med sin iPod og smånynner, mens musikken drøner ud i hans ører.
Og så tager man selv affære, og ungerne er rasende og skriger hysterisk: "Neeeeeej, jeg var lige i gang med den bane." Men man smækker Nintendoen i og børster ungens tænder, ikke? Og han går amok og spytter tandpasta ud over det hele, og man bliver selv vred og råber: "NU er det nok, du skal ikke ......."
Ungen erklærer, at man er ond og at han iøvrigt er ved at dø af tørst. Han når naturligvis at åbne Nintendoen igen, mens man går i køkkenet og henter ham et glas vand (mens man fortryder, at man ikke bad ham om selv at hente det!)
Og når man så er færdig ved vandhanen og ungen får et flip, fordi Mario ikke kører stærkt nok, så KNALDER man tåen lige ind i den forbandede Tripp Trapp-stol for 117. gang. Pez, altså.

Og så glæder man sig bare til kaffe med mælk og en flok solbær med chokoladeovertræk nede fra slikbutikken!

Vinterjakke.

Men se nu. Den er simpelthen så fin, og jeg har kun sådan en billig jakke fra sidste år. Denne her vil jeg enormt gerne eje, så nu håber jeg bare, at det snart bliver koldt.

I form!

Mon det var noget, man skulle tage at blive? Jeg forsøger jo nogle gange. Både at få dyrket motion og spise sundere, men det er bare ikke min stærke side. Jeg løber, når min makker siger, at vi skal afsted, og jeg fortryder det altid efter de første 100 meter.
Men jeg vil faktisk virkelig gerne, fordi det ville lette min samvittighed i forhold til sundhed. Nu banker det grimme ord ANSVAR på igen. Jeg har sådan et ansvar for at leve lidt sundere, end jeg gør, for så bliver jeg friskere og gladere og lever længere.
Det ville også være en bonus, at jeg måske kunne komme ned i det tøj, jeg har gemt i kælderen. Altså ikke det, som er størrelse 36, vel?! - Men jeg har da forhåbninger om, at jeg en dag lige smutter ned i en let og elegant størrelse 40 igen. Snart!

Vi har lige lavet budget. Under "Lenes kontingenter" stod der et solidt nul. Det var også den eneste kategori, der stod 0 i. Nu kommer der så til at stå "229 - Fitness World".

Om at ligne sit kæledyr.

Kender I ikke de der hunde, der ligner deres ejere på en prik? Jeg havde engang en bekendt, hvis hår præcis lignede hundens lange slaskeører.
I går aftes klokken alt for sent, sad jeg og stirrede på min hamster og faldt i staver over, hvor meget vi egentlig minder om hinanden. Det er muligvis grunden til, at jeg elsker hende så højt og føler mig voldsomt knyttet til hende.

Godt nok er hun meget lille, det er jeg ikke, men vi har begge to mørke øjne og sådan lidt kedelige i tøjet. Lidt grå. Vi har begge to forholdsvis kort hår.

Når jeg ser på hende, er der også mange karaktertræk som går igen hos mig:

- Hun gider ikke kedelig mad, til gengæld kan hun have uendelige mængder god mad opbevaret i kæbeposerne.

- Hun elsker-elsker at bygge rede. Hun er vild med at ligge med "dynen" over hovedet i mange timer, så lyset ikke slipper ind.

- Når hun endelig står op, så har hun enormt travlt og farer forvirret rundt. Hun virker sådan lidt formålsløs og neurotisk, egentlig. Hun knokler og knokler, men hun får ikke rigtig udrettet det store.
Eller jo, hun får bygget rede. Det gør hun.

- Og så er hun nysgerrig og enormt kærlig. Hun kunne faktisk ikke passe bedre til mig.

Dukkehus FTW.

http://susirydahl.blogspot.com/

Men se nu her - jeg er faldet totalt for stilen!

Sommerfugle i maven - første skoledag.

 Festdag! Hold da op, det var spændende!

 Et lettere betuttet skolebarn, som dog var godt tilfreds ved dagens slutning.

Meget stolte og spændte forældre.

 Den meget kreative mor havde lavet navneskilt til barnet ved forældremødet dagen i forvejen.

                              På tur for at fejre, at det hele var veloverstået. Indkøb af bogbind!

Det er DIT ansvar, ansvar, ansvar ....

Den sætning runger stadig i hovedet på mig, mens jeg ser hendes alvorlige ansigt for mig. Skolelederen, der talte med tydelig stemme og et roligt udtryk, var både velklædt og velformuleret. Faktisk sagde hun "Det er JERES ansvar", men det føltes som om, hun talte direkte til mig, måske fordi jeg sad forrest i klasseværelset og kiggede lige ind i hendes klare øjne.

Det var ikke bare én ting, der var vores ansvar, det var rigtig, rigtig mange ting. Det er mit ansvar, at han ankommer til 0.B til tiden (8.15 - umenneskeligt tidligt!), at han har en sund og nærende madpakke med, at hans skiftetøj er i orden, at han er velforberedt på dagens aktiviteter, og at han har sovet 10-11 gode timer. Han skal være frisk, udhvilet og have de bedste forudsætninger for at lære.
Senere kom talepædagogen og talte om, at hun ville lave nogle aktiviteter med hele klassen såvel som det enkelte barn. Det var noget med en opgave, hvor man skulle tegne firkanter og cirkler og trekanter i forskellig størrelse, og forstå når en sætning indeholdt en nægtelse - eller hvad det nu hed. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der fik præstationsangst på mit barns vegne.

Og det var jo ikke, fordi det var et dårligt møde, slet ikke. Jeg ved jo godt, at han skal møde til tiden og være klar, og jeg skal også nok sørge for det, og måske bliver det ikke engang svært. Jeg HAR jo styr på skiftetøjet, og jeg BRUGER jo faktisk en del tid på at tale med ham om dette og hint. Det er bare det, at når folk, f.eks. skolelederen står og formulerer det som et krav lige ned i hovedet på én, så virker det simpelthen så angstprovokerende. I hvertfald på mig.

Det er lidt ligesom dengang jeg selv var skolebarn, og der manglede en tyver i en eller andens bukselomme efter gymnastiktimen. Læreren kiggede anklagende på os alle, mens stilheden larmede. Nu skulle tyven give sig til kende, og selvom jeg jo var helt klar over, at jeg ikke var i besiddelse af en andens tyvekrone, så følte mig som en luskefis og en forbryder alligevel.

Da jeg sad i klasseværelset i dag, havde jeg det lidt på samme måde, mens jeg brugte en del krudt på at smile og nikke og prøve at se voksen ud. Inderst inde følte jeg mig som en af "de unge mødre", der bare er enormt usikker og garanteret gør det hele forkert - og det til trods for at jeg er 36 og temmelig rutineret i opgaver, der omfatter børn og deres velbefindende.

Puh, det er stort at være mor til et skolebarn. Jeg glæder mig, men jeg er også skræmt! Uh, hvordan vil det nu gå mit lille pus? Skolen virker rigtig god og både lærere og pædagoger er virkelig kompetente, det er jeg ikke i tvivl om. Så er det bare nu, jeg skal lære at give lidt slip på Bertram og sende ham ud i verden med troen på, at han har et solidt fundament. På den måde skal jeg give ansvar fra mig, samtidg med at de nu siger, at jeg skal PÅTAGE mig ansvar. Det lyder vanskeligt, men mon ikke, det lykkes at finde balancen?

Spis og sid stille!

Vi har altså vores problemer med at få ungerne til at sidde stille og spise deres aftensmad. Forleden på mit arbejde gjorde mine kollegaer opmærksom på, at der faktisk er en værdi i det fællesskab, der hedder "at spise sammen". Hele det der med at vente på hinanden er aldrig noget, vi er gået så højt op i. Men omvendt er det jo rigtig nok, at det er godt at kunne vente på andre og være nærværende ved måltidet.

Igen i aften havde ungerne mest fokus på, at de skulle ind for at fortsætte det spil Fifa, de havde gang i. Desuden kunne de (igen!) ikke lide maden, som bestod af kalkunkød, kartofler, sovs, salat og diverse ovnbagte grøntsager.
Til sidst holdt jeg Afrika-talen!!!! Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Bertram måbede noget, da han hørte, at nogle børn faktisk dør af sult og hverken har penge eller slik. Eller mad. Tristan var mindre imponeret og allerede på vej ned af stolen efter første del af min tale. Det endte med, at Tristan forsvandt ind på værelset, mens jeg forsøgte at besvare Bertrams spørgsmål om, hvorfor og hvordan børn kan dø af sult. Han fandt dog trøst i at "der er jo også en del voksne i Afrika, og de må trods alt have levet en hel del flere år uden at dø"(hans formulering, ikke min!)

Derefter spiste han tre store kartofler og var taknemmelig for, at vi overhovedet HAR mad her hos os. Mønsterbarnet. Så mangler vi bare at fange Trissens opmærksomhed, ham som talen egentlig var tænkt til. Han spiser ikke aftensmad for tiden. Han tygger maden to gange og sprutter den så ud over hele spisebordet med en kommentar om, at det ikke smager godt, uanset hvad vi serverer. SUK! Lige pt. udtænker vi måder at trænge igennem på. Ikke at han nødvendigvis skal spise, for han er absolut ikke underernæret, vi vil bare godt have ham til at sidde ved bordet mere end de to minutter, det kræver at erklære, at maden ikke smager godt.

Men fire år ER altså også en svær alder. Der er så mange svære ting, man skal formulere. For eksempel overfor sin mor. Tristan har altid været så gavmild med kys, nogle gange vist mest for at kompensere for sin brors manglende hengivenhed ved puttetid. Bertram siger altid bare godnat og vender ryggen til. Trisse plejer at sige "Tusind kys" - og så får man det . Her til aften lå han dog pludselig med hånden over sin mund, og jeg undrede mig over hvorfor. Han hviskede:
"Det er fordi, jeg ikke skal have noget kys i aften".
"Nåh", hviskede jeg tilbage. "Hvorfor ikke?"
"Fordi jeg ikke kan lide dine læber!"
"Nåh?"
"For du har sådan nogle våde tænder".

Okay - så var det sagt. Jeg plejer ellers ikke at kysse med tænderne, men fair nok. Mors lille dreng er ved at blive stor!

Mad - mad- mad!

 Vi har bagt grov-pølsehorn! Jeg plejer ellers altid at bage dem med helt hvidt brød :skamme: Det her var et eksperiment, som gik godt! Hurra.

Der ligger et stykke laks under! Uhm! 

Kanelbrød! Vi bagte tre, men forærede to væk, da det gik op for os, at der var røget 200 gram smør i forløbet!

Verdens reneste Mormor-sofa!

Den bor så her hos os. God damn, vandet var sort, da det kom ud af vidundermaskinen igen!

Held og lykke!

I dag læste jeg en artikel i Berlingeren. Den handlede om, at det med held i virkeligheden handler enormt meget om folks egen attitude og troen på at de ER heldige. Det var virkelig interessant, men jeg var stadig lidt i tvivl om, hvad det er, man konkret kan ændre på, således at heldet begynder at følge den uheldige. Men som den gode avis Berlingeren er, blev der naturligvis fulgt op med endnu en artikel, som var meget konkret.
Den handlede om en 13-årig dreng med rødt hår. Han havde aldrig rigtig fundet sig tilrette i forhold til at finde en hobby, men endelig viste det sig, at han faktisk var ret god til ... jeg tror, det var basketball. Han blev hurtigt fan af en meget stor stjerne fra Amerika. Drengens mor købte derfor en rejse til et sted, hvor stjernens hold holdt til. Hun spurgte sin søn: "Hvad er dit højeste ønske?" Det var at møde - og kramme - denne her kæmpestjerne, som alle kendte og beundrede. Fluks købte moren billetter til en kamp, så sønnen måske kunne få sit ønske opfyldt.
Det vist sig så at være lidt svært at få til at gå i opfyldelse, fordi de sad for langt tilbage. Selvom drengen viftede med sit ydmyge "I love you"-skilt og råbte og skreg med sin teenagestemme, så fangede han ikke stjernens opmærksomhed. Drengen gik med uforrettet sag, og morens sad tilbage med blødende hjerte. For at gøre drengen glad, købte hun derfor endnu et par billetter, dennne gang nogle som var umenneskeligt dyre, men som gav adgang til en form for innercircle, hvor der kun var plads til de 12 (!) allermest dedikerede fans. Det var virkelig svært at få de billetter, men det betalte moren sig fra.
Tilfældigvis kom mor og søn til at sidde ved siden af en meget rig mand, som faktisk ejede denne her sportsarena, og han trak lynhurtigt i nogle tråde, så den rødhårede dreng kom ind på banen sammen med et hold lokale spejdere. (?) Sammenhængen husker jeg ikke, men nogle gange er der vel børn på banen forud for kampen. Denne gang lykkedes det sørme at få stjernens øjne til at hvile på drengen et kort sekund, angiveligt fordi han denne gang om muligt skreg endnu højere. Stjernen klappede drengen på hovedet, og drengen brast i tårer, det var den lykkeligste dag i hans liv. Han græd og græd og snart kendte alle til "den grædende dreng - all the way from Denmark".
Spejderne gloede måbende, men den rødhårede gut var ligeglad, han ville ikke stoppe sine tårer. Den rige herre fulgte naturligvis med i det her, og VUPTI så havde han arrangeret og ordnet, så drengen fik BÅDE knus, spillertrøje og sko størrelse 53½.

Og her slutter så historien, og lad mig sige det ærligt: Jeg fatter faktisk ikke, hvad det var, artiklen skulle illustrere! Hvad var drengen heldig med? At hans mor brugte en seriøs formue på at få det til at lykkes?
Hm. Jeg læser bare Politiken næste gang.

Ps. Bagefter læste jeg et interview med Jesper Binzer, som blev spurgt, om han havde været en nærværende far for sine børn. Til det var svaret, at han jo var formand for narcissistisk folkeparti! Jeg læser AFGJORT Politikken næste gang!

I dag var jeg ude for at hente min gevinst hos Hunkemöller - det blev for mit vedkommende til 9 par bomuldstrusser, en meget smuk natkjole og en multifunktionel bh :D Tanja fik også noget fint undertøj. Jeg havde egentlig shoppestop for denne måned, men så faldt jeg over dette fine ur i Magasin. Det er så meget mig, at jeg simpelthen var nødt til at have det, så er man også fri for at skulle stå og fumle med mobilos hele tiden for at finde ud af, hvad klokken er.

Hvor går man hen når man går bort?

Det er det store spørgsmål. Både for mig og for børnene. Vi har fået bogen af min mor, og ungerne vil med jævne mellemrum gerne læse den igen. Den handler om onkel Arne, som dør. Og SÅ starter alle de spørgsmål, som er så svære at svare på. Lad mig nævne i flæng:
* Hvem lukker den dødes øjne?
* Er den dødes øjne egentlig åbne eller lukkede, når vedkommende dør?
* Håber du, at du dør med åbne eller lukkede øjne, Mor?
* Hvorfor lukker man den dødes øjne, hvis man alligevel ikke kan se noget som død?
* Hvorfor ser det pænest ud med lukkede øjne, når man er død?
* Hvorfor ser de døde ud som om, de smiler?
* Hvorfor kan munden da ikke lukkes helt på dem, Mor?
* Håber du, at du smiler, når du dør?
* Hvorfor sætter man låget på kisten igen?
* Hvordan sætter man låget på kisten igen?
* Hvorfor kører bilen med kisten langsomt væk fra kirken?
* Hvorfor har man lyst til at kigge på bilen, når den kører væk med kisten?
* Hvorfor har man lyst til at blive brændt?
* Hvorfor har man lyst til at blive ædt af orme?
* Hvordan bliver man til aske?
* Hvordan bliver knoglerne til aske?
* Hvordan fejer man asken ned i urnen?
* Kan urnen åbnes igen?
* Kiggede du ned i urnen, da din far var i den? (Nej, men jeg prøvede)
* Men så du så hans aske? (Øhm, nej kære børn!)
* Hvorfor ikke? (fordi låget sad fast!)
* Kan man ikke få låget af urnen? (Nej)
* Hvorfor kan man ikke få låget af urnen? (Fordi det sidder fast!)
* Men er låget på urnen så limet fast? (Det tror jeg - skal vi snart skifte emne?)
* Ville du ønske, at man ikke satte låget så godt fast? (Skulle vi SÅ læse en anden bog?)

Læs den! Den er god for børn. Men fyld ungens mund op med bolcher først!!!!

Hunkemöller er min ven!

Jeg er blevet forelsket i tanken om at vinde. Jeg har aldrig vundet noget udover min elskedes ubetingede kærlighed, altså. På facebook har jeg derfor været med i en mængde konkurrencer og pludselig en dag vandt jeg.
Præmien var en tur på Park med en veninde,
hvor der ville være modeshow.
Vi skulle se badetøj! Jeg inviterede the one
and only Tanja med. 

Forventningsfuldt og efter et par gode drinks 

troppede vi op, men der var mørkt som natten,

og Park var så lukket som noget kan være. 

Skuffelsen var enorm, men en bytur på 

Vesterbro hjalp dog væsentligt på humøret. 

(Kan anbefale at drikke Mormors kolonihave på

Bang og Jensen!)

Hjemme igen skrev jeg en meget skuffet mail, 

og så blev jeg bedt om at ringe og få min

præmie ændret. Og nu skal jeg simpelthen 

shoppe - med Tanja - for 1500 kroner hos 

Hunkemöller som et plaster på såret! Det synes

jeg trods alt var lige så godt som modeshow.
Hurra for gevinster!

Anbefaling: Nemlig.com

Det kan ikke siges for tit! "Nemlig" er kodeordet, som fører til et mere roligt og afslappet liv! I daglig tale herhjemme henvises der til MADBILEN. Madbilen er en Guds velsignelse for både børn og voksne. Vi bestiller varer hjemme i sofaen, hvor man ikke konfronteres med hverken køkultur eller ældre damers fordømmende blikke, når ens unge kaster sig ned og føler, at verdens uretfærdigheder ingen ende vil tage. Ydermere kommer madbilen altid lige til tiden og med superfriske varer, som ens søde, pligtopfyldende poder naturligvis slæber ind fra døren til køleskabet. (Hvis man kan tjene 50 øre, for Bertrams vedkommende, intet er jo gratis i disse tider, og man kan vel aldrig blive for økonomisk bevidst, mener den lille nærigpind!)

Til aften - omkring klokken 22, efter lange diskussioner om, hvornår det er sengetid - sad omtalte barn og jeg med dynerne og spottede fuldkornsboller i en ny indpakning, som kan bruges i madpakken. Dejlig aftenaktivitet! Prøøøøøv det!

Glæden ved kun at have ondt i den ene side af hovedet!

Jeg har i nogle dage haft ondt i hovedet, simpelthen fordi Tristan er så hårdt ramt af skoldkopper og vi er vågne en god del af natten. Men lige nu er der ro, bortset fra at Nintendoen naturligvis siger Mario-lyde. Hovedpinen er ved at fortage sig, og det er skoldkopperne forhåbentlig også. :D
Kaffen smager fantastisk, og så skal det nok gå altsammen.

Pigefornærmet! NÅ!

Jeg har været med i opløbet om at blive Plan Ø-familie. Eller vi har! Det er et projekt for familier, hvor man skal leve økologisk så godt som 100% en måneds tid. Man skal naturligvis melde tilbage til projektet og tage nogle billeder, men så får man også varerne gratis. Det kunne godt lige passe os, og jeg gjorde alt for at sælge os, men nu har de valgt, at det ikke er os, der skal være med. But why? Der var kun 500 andre familier fra Københavnsområdet, ikke? Og de skulle bruge én familie! Hvorfor blev det ikke os? Nå, men det har vi få fejret med verdens dejligste ikke-økologiske frikadeller. Hm!

Om at indtage en ny position.

I går tog jeg afsked med mine børn i Aalborg lufthavn, og de kommer først hjem igen i morgen. I det jeg satte mig ind i flyet, gik det op for mig, at jeg nu faktisk har to dage som "Lene" - ikke som "Mor". Jeg sad der og forestillede mig, at jeg skulle leve i badeværelset i med hårkur, neglelak, masser af Ole Henriksen. Resten af tiden skulle jeg ligge på sofaen. RO!
Velplaceret i 350S skete det så. To forældre, tre børn. Tvillingeklapvogn! Børn 4, 3 og 2. Klokken var 22.05 på Nørreport. Den 4-årige klarede sig alene på et sæde, mens mor og far bugserede den enorme klapvogn med to skrigende drenge ind. To monsterbørn, der ødelagde ZEN! WTF? Og lige i det øjeblik forvandlede jeg mig fra den der medfølende MOR, der smiler og nikker og tænker, at det godt nok også må kræve sit at have tre små børn og ingen bil, og klokken-er-også-mange, og er-der-mon-noget-jeg -kan-gøre-for-dem?!

Jeg forvandlede mig til hende, der rullede med øjnene og tænkte, at folk da virkelig ikke burde få børn, hvis de ikke kunne få dem til at tie stille. Og så om aftenen, hvor man faktisk sætter ret meget pris på det. Ungerne blev ved med at hyle, og den mellemste var nu også kommet op af klapvognen og fik lov at løbe rundt i bussen. Hvor var off-knappen på den skabning? Eller i det mindste bare "mute".  Her troede den trælse familie, at de kunne komme tromlende og fylde hele det offentlige rum, bare fordi de havde fået børn.
Den følelse sad jeg med helt til Brønshøj, hvor de stod af bussen. Velvidende at jeg jo selv adskillige gange har været hende med de irriterende børn. Men det føltes GODT at være noget andet, så det har jeg tænkt mig at blive ved med, og gerne indtil i morgen klokken 17.00, hvor jeg forvandler mig til den omsorgsfulde mor med varm mad og masser af overskud til at lytte!

Rengøringsvanvid.

Støvsuger startes med lange forklaringer om, at børn kan tjene penge, hvis de støvsuger stuen. Bertram finder tre nullermænd og en perle og er derefter helt ubeskriveligt udmattet - det er en hård tjans at hjælpe til, og desuden vil han godt vide, hvor meget han har tjent nu!? Er det mon værd at arbejde videre?

Tristan er i gang med noget meget vanskeligt indenfor de praktisk musiske kompetencer. Noget med at tegne meget præcist. Jeg har selv overtaget støvsugeren, mens Bertram overvejer om han gider tage vindueskarmene også, selvom Moren nægter at udtale sig om, hvad lønnen er pr. vindueskarm.

Tristan er gal og brøler op, det er alt for svært at tegne, og nu vil han have hjælp. Ikke om lidt, men NU!!! Lang pædagogisk forklaring om, at i dag skulle vi gøre rent, og nu vil jeg ikke tegne, jeg vil støvsuge. I protest kommer han med den værst tænkelige trussel: "Hvis du ikke tegner for mig, så tegner jeg der hvor man ikke må. På alt andet end papiret".
"Næh"; svarer jeg i blødt tonefald og med luftig stemme. "Det gør du i hvert fald ikke." Men det er lige hvad han gør, og pludselig lyder jeg faktisk mest af alt som en skærebrænder. Meget hurtigt bliver barnet fulgt ind på værelset med besked på at tænke sig lidt om og huske, at "Mor er ikke skuffet, mor er pissehamrende VRED!".
Jeg lukker døren efter mig, og den bliver straks åbnet igen af den lille sirene. Klar besked om at gå ind og lukke igen, for "Jeg kan lige mærke, at jeg stadigvæk er vred, og jeg har ikke lyst til at skælde ud mere."
Pludselig suger støvsugeren ikke ret godt mere, til gængæld råber fjernsynet ualmindeligt højt. Bertram har skruet helt ned for støvsugerens sugeevne. Jeg skruer op igen, så den fanger både savsmuld fra hamsterens bur, krummer fra dagens kiks og sådan noget udefinerbart "klump".
To skingre børnestemmer råber op, Tristan er på besynderligste vis kommet ind i stuen igen og sidder med fingrene i ørerne og brøler i kor med sin skoldkoppebefængte bror: "Vi kan ikke høre noget."

Suk! Jeg slukker og klapper mig selv på skulderen. Det er tid til en velfortjent kaffepause, og sådan er børn jo. De kære små. Jeg får lige sat mig, så piver Trisse med sin bedste klynkestemme: "Hvornår kommer min far?????" Tja, det ville jeg egentlig også godt vide, han gik for nøjagtig 3 minutter siden, og så lang er en forboldkamp vel heller ikke.
Mens vi venter, så nyder jeg livet med børn, ja jeg gør. Ja. Ja. Ja.

Jeg får ondt i hovedet!

Det gør jeg virkelig, når jeg tænker på, hvad der foregår ude i verden. Tæt på os og langt væk. Alle steder. Nogle gange får jeg næsten lyst til at bure mig inde i mit lille kærlighedsbur sammen med mine nærmeste. Låse og aldrig komme ud igen (nemlig.com kommer med maden!)
Jeg savner allerede lidt min ferie, hvor man ikke oplevede andet end en hyggelig have og glade stemmer, ingen nyhedsopdateringer eller bekymringer. Det er så dejligt at være uvidende og ikke skulle tage stilling. Sådan en dag tager jeg i morgen. Da skal jeg drikke en masse cider med min dejlige veninde Nina og danse regnvejrsdans med gummistøvler og Medina. Dejligt med et lille afbræk!

Hyggebrunch for familien!

Jeg benyttede lige lejligheden til at tage et par billeder af mine dejlige børn, mens vi ventede på Morten!

De tomme glas illustrerer, at børnene virkelig godt kunne lide skumfidus-i-lille-glas-konceptet!

The blessing of enough.

Rejecting material greed.
Embracing spiritual hunger.

Det lyder virkelig som noget, jeg ville have godt af at læse om. Efter min shoppetur! Næste uge bliver en stille spareuge. Ro, renlighed og regelmæssighed. Og eftertanke! (arbejde-sove-arbejde-sove. )

Så overvejer jeg altså også denne!

Måske er jeg nødt til at drøne ind til Malmø efter denne her i morgen, jeg kan ikke blive helt eng med mig selv!

Shopping i Indiska.

Det er sådan en butik, jeg stort set aldrig besøger, men i dag gik jeg ind og fandt en masse fine kaffekopper. Desværre er der  ikke plads til flere i mit skab, så jeg endte med dette fine, lidt rå armbånd!

Tag-selv-Helvede.

De seneste dage har jeg hentet morgenmaden i ICA, der har sådan nogle lækre, forskellige boller. Man tager en pose, og så blander man selv lige, hvad man kunne tænke sig. Her til aften var jeg deroppe igen og kiggede mig lidt omkring, mens jeg tænkte over, om jeg selv skal bage eller ej.
Der var ret mange spændende boller tilbage på hylderne. Jeg kunne egentlig godt have sådan et par majsboller. Ved siden af mig står en ældre mand, lidt beskidt. Han ryster på hænderne af ren og skær gammelhed. Så sker det!!! Han tager en majsbolle op i hånden og trykker på den. Og han betragter den og lægger den tilbage. Da gik det op for mig. Jeg bager bare selv i morgen.

Oh noooo!

I dag regner det. Så er reglen sådan, at vi skal kede os. Jeg keder mig virkelig. Og når jeg gør det, så bliver jeg simpelthen så underligt sulten. Virkelig sulten efter noget udefinerbart.

Hvornår er man voksen?

Det har Bertram og jeg brugt en del tid på at fundere over i dag. Bertram taler om, at det muligvis er, når man har tabt alle mælketænderne, men han er ikke sikker. Han har bemærket, at der findes nogle mennesker i en bestemt alder, som han ikke kan vurdere. Han ved simpelthen ikke, om de er børn eller voksne. For eksempel den konfirmand, vi fejrede for et par måneder siden. Han lignede en voksen i sit tøj, så fin han var i jakkesæt og det hele, men han elsker at spille computer (don't we all?) og det er immervæk lidt barnligt? Jeg har forklaret stolpe op og ned om begrebet "teenager", men den køber Hr. sort/hvid ikke! Det må være enten eller! Jeg slog så fast, at man nok er helt voksen et par år eller tre efter man er konfirmeret! Men så gik det op for Bertram, at det var over 1000 dage!!! Gulp! Panik! Så er ingenting jo til at regne ud, for så må Gustav da i dén grad være et barn, selvom han er blevet konfirmeret?
Hell, jeg er 36 og føler mig sjældent helt voksen. Måske jeg bare skulle sige til ham, at man skal være omkring de 50, før man er voksen?

Aftenhygge!

 Aftensmad i udestuen. Skønt at kunne sidde her, når det lige bliver køligt udenfor.

 Grillet laks med citronolie og friske krydderurter.

Aftentur til købmanden efter morgenmad og masser af billig bland-selv-slik!

En kær lille fugl mistede livet.

Og det skete, da den mødte en af "vores" katte. Jeg så først fuglen, da den lå i indgangen ved siden af mine sko. En fin, lille fugleunge dræbt på stedet. Faktisk tåler jeg ikke den slags sorger ret godt. Den var hel og fin, men Bertram måtte lægge den i en pose, mens jeg stod i stuen med rystende hænder, jeg kunne simpelthen ikke røre den.
Bagefter fik vi gravet et hul i haven og begravet den så fint. Vi brugte lang tid på at finde sten, der var så store, at kattene ikke ville grave fuglen op igen - det ville mit skrøbelige sind simpelthen ikke have klaret!
Mine dygtige, store drenge stod for cermonien. Farvel, lille søde fugl!

Søndag!

Søndagsstemning med en anelse tømmermænd!
Vi har haft nogle gode venner på besøg her i det svenske, nemlig min løbemakker, hvis søn er Tristans bedste ven. De kom hele familien, så der var legekammerater til begge unger, og de voksne hyggede sig fantastisk med roastbeef på grillen og fine bobler i glassene. Det var en skøn, solrig lørdag som sluttede lidt sent for alles vedkommende, men derfor sover man naturligvis ikke længe, nej-man-gør-ej. I hvert fald ikke, hvis man hedder Bertram og er sådan en, der helst ikke vil gå glip af noget.
Således var vi tidligt oppe med dejligt bagerbrød og lidt rustne stemmer. Vi nåede både Folkets park og pizza inde i Malmø, før ungerne var helt flade. Det var vi til gengæld også selv, så efter at have taget afsked med de andre, fik vi lige et hvil sammen med vores kære katte!

Jeg sov to gode timer og vågnede forfjamsket op 16.20. Da var jeg blevet ringet op af en repræsentant for et projekt, som hedder plan Ø. Det handler om økologi i familiers hverdag, og man kan få leveret lækre økologiske råvarer til en hel måned mod at tage nogle billeder af maden og tale lidt med nogle journalister; men kampen er hård, vi er oppe mod 350 andre familier omkring København, og der skal kun bruges en familie fra det område, så jeg gjorde mit for at få os til at fremstå virkelig interessante men ikke FOR mærkelige. Jeg tror ikke, det lykkedes.

Da den samtale endelig var slut, kom der et par af vores andre venner på besøg med deres dejlige, lille datter, som i modsætning til vores børn ikke var bange for katte :D

Aftensmad, børn i seng og SÅ var det virkelig søndag på søndagsmåden. Morten og jeg krøb (sammen med to meget insisterende kattedyr, som mod al forventning har kastet LOVE på os!) ind i sofaen i fjernsynsstuen. Vi så "Management" som var en middelmådig amerikansk komedie. Isbåde og chokoladekage og kaffe. Heldigvis har jeg glemt mit løbetøj!

Velkommen til Medi ... Melene?

Nu har jeg gået i årevis og sukket efter Medinas (nu aflagte) frisure (som så må være ledig, når hun ikke skal bruge den længere). Den fik jeg næsten lavet i dag. Det er en ordentlig omvæltning, men so far er jeg ret glad. Så skal der bare lige lægges en tuuuung make-up, og så er jeg klar til afskedsfest hos en kær kollega i aften

Når man aldrig har overhalet nogen ...

- Så er man måske bare ikke verdens hurtigste løber. I dag blev jeg overhalet af en mand i 60'erne, der løb med kasket og solbriller. Selv var jeg iført løbesko, som desværre var blevet gennemblødt i regnen og så den obligatoriske t-shirt. Den er postkasserød, så alle kan få øje på mig. "DTU - det bli'r til noget" er der påtrykt. Det gør det også, bliver til noget. Det bliver til en masse sved, der løber ind i øjnene og så fortrydelse. I dag fortrød jeg foreksempel noget så inderligt, at jeg overvandt mig selv. Løb er bare ikke min form for motion. Motion er bare ikke mig, overhovedet. Men jeg løb mine tre kilometer, sådan næsten. Altså, jeg gik lidt, men kun fordi min løbemakker og slavepisker, Carina ikke var med.

Zen med krybdyr?!

Stuhr, stuhr oplevelse! Dette afledt af Tristans projektperiode i børnehaven, som varede omkring et halvt år og handlede om edderkoppen. Desuden havde vi fået besøg af Bertrams ven, Niklas, som er ekspert i dyr, og som sørgede for, at de voksne ikke behøvede læse skilte. Han kender samtlige dyrs navne, og vi var pænt imponerede!

Folkets Park!

 Tungen lige i munden!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!