Mig som sælger.

I går var jeg på loppemarked. Blandt andet havde jeg en del af mit eget, gamle tøj med. På et tidspunkt kom der en dame hen for at kigge. Hun var nogenlunde samme størrelse, som jeg er, og jeg vidste med det samme, at hun ikke ville kunne passe tøjet, eftersom det altsammen er for småt til mig. Men altså, der var en del fine ting fra min tid som Bruuns Bazar-pige, og dem tog hun op på skift. Hun prøvede sådan at strække stoffet virkelig meget, så hun kunne se, om det gav sig nok til at kunne passe hende. Det ville godt nok ikke sidde ret pænt, hvis det skulle strækkes så meget, tænkte jeg.
Hun afskrev også det hele, stykke efter stykke med: "Nå, den kan jeg ikke klemme mig i, den kan jeg heller ikke klemme mig i, og den kan jeg heller ikke klemme mig i" (Du kan ikke klemme dig i noget som helst af det, dame, for det er altsammen størrelse 36, og  du er mindst størrelse 40/42!!!!)

For at undgå, at hun skulle spilde sin tid (og rive mit tøj helt i stykker), sagde jeg til hende, at alt tøjet var fra dengang jeg vejede væsentligt mindre end nu, mindst 10 kilo, for så ville hun jo regne ud, at hun heller ikke kunne bruge det. Men hun blev ved med at rive i det, mens vi talte om, at man jo ofte vejer mere, når man har fået børn, og hun trøstede mig med et: "Bare rolig, du taber dig jo igen, det tager bare lidt tid." Og så er det jeg spørger: "Hvor lang tid?"
Jeg syntes, det var for pinligt at indrømme, at min yngste er fireogethalvt, så jeg sagde bare "Hmmmm" og smilede.
I mellemtiden havde hun overbevist sig om, at fire af bluserne kunne give sig så meget, at de kunne rumme hendes krop. Jeg overvejede at sige det lige ud: "Det kommer til at se sørgeligt ud, det dér", men så nøjedes jeg med at undlade at sige, at det vel nok ville komme til at klæde hende. Jeg sagde lige præcis ingenting. Og så gav hun mig penge og gik. Og nu synes jeg, det er så synd, at hun kommer til at gå rundt og se frygtelig ud i alt for småt tøj, men jeg kunne jo ikke rigtig tilbyde at finde det i en større størrelse, og hun bad jo sådan set heller ikke om noget større.
Det er godt, man ikke er sælger til hverdag.