Så fortsætter vi.

Bloggen har været ubrugt det seneste år. Gang i den igen. Der ligger en helt ny, frisk sommerferie og venter, så der bliver nok at skrive om.

Tælle vejrtrækninger.

Jeg er begyndt at interessere mig for mindfulness. Det skulle være så godt for koncentrationen og evnen til at være fokuseret og nærværende. Et af mine første forsøg var hende her på youtube. Målet er, at jeg skal kunne gennemføre de 10 minutter, men det er godt nok imponerende, hvor svært, det kan være.
Man kan nå at tænke rigtig mange gange "Hvad skal vi egentlig spise til aftensmad?" eller "Åh, glemte knægten nu at få gymnastiktøjet med?" -
Men jeg øver mig! God fornøjelse med at prøve.
http://www.youtube.com/watch?v=LSIlM4ZePWM

Englændere til inspiration.

Hvis Trisse var englænder....

Nogle gange er børns logik så skøn. Og korrekt.

Da ungerne havde været i bad i dag, så fik de redt hår. Eller den store gjorde. Den bette løb panisk rundt og brølede, at han ikke ville have redt hår.
Jeg redte Bertrams hår ned i panden. Han lignede en englænder, kom jeg til at tænke højt. Derefter var jeg nødt til at vise ham billeder af både Liam Gallagher og Damon Albarn for at illustrere det. Det kunne han godt lide - seje fyre  - mere hår ned i panden, tak
Og så kom logikken. Tænk, hvis Trisse boede i England. Så ville han have det meget lettere, for så ville han jo være vant til at få redt håret ned i panden hver eneste dag lige som alle de andre englændere. Det ville være en vane. Men det er det så ikke, når man vokser op i Danmark med hår ud til alle sider. :D
Nedenunder et billede af min helt egen lille, filosofiske englænder.

British Bertram

Mor multitasker.

I dag startede som en ren overskudsdag. Jeg havde tidligt fri, fik talt med min mand, lavet aftaler for de kommende dage. Struktur er godt i en travl familie, nemlig. Det har vi erkendt.

Vi fik hentet drengene i skolen, stadig overskudsagtige. Kom på rådhuset. Fik lavet pas til den ældste og blev kun lidt irriterede over, at vi havde haft så meget bøvl med printeren i går aftes, da der ikke var mere blæk i den. Ansøgningen skulle jo printes. Men nu sagde de så, at det slet ikke var nødvendigt med ansøgningen, det kørte elektronisk. Jojo. Vi havde trods alt tjek på vores ting.

Hjemme igen lavede supermor risengrød i sommervarmen for at imødekomme børnene, vi skulle nemlig have familiemøde. Mor og børn-møde, mens farmand var til fodbold. Ungerne guffede og dagsordnen blev godkendt. Følgende blev skrevet ned:

* Børnene vil nu ikke længere spille på iPad om morgenen, ej heller computer. Man må hverken ringe til sin mormor eller sine venner klokken 5.30 på Skype, bare fordi man selv er vågen.

* Børnene vil nu meget gerne hjælpe til med at dække bord om morgenen.

* Børnene har ikke længere lyst til at bande og gør det KUN på badeværelset, hvis det er nødvendigt en sjælden gang (herefter en kort pause i mødet, da den yngste skulle på toilettet - for at forsøgsråbe: "Satans pisselort")

* Børnene vil fremover gerne spise sund mad og vil ikke spise så mange kiks. De vil holde op med at snuppe slik i skabet.

Alt i alt meget positivt.

Efter aftensmad var der så lektier og bad. Yngsten i bad, ældsten i gang med lektier. Her startede så udfordringen for supermor, som nu var forvandlet til stresset underskudsmor:

Yngsten: "Moar, jeg kan ikke tænde for vandet"
Mor går ud i badeværelset. Skal lige til at finde vaskeklud og sæbe frem til barnet
Ældsten: "Moar, hvor er min matematikbog?"
Mor forlader badeværelset for at finde matematik bogen.
Yngsten: "Moar, vandet er for varmt"
Mor klasker matematikbog på bordet og beder ældstebarn om at regne. Går herefter på badeværelse og finder koldere vand frem.
Ældsten: "Moar, jeg kan ikke finde ud af at regne."
Mor forlader badeværelse og finde nemme regnestykker i bog.
Yngsten: "Moar, toilettet siger mærkelige lyde".

Mor begynder at få svedperler på overlæben. Forlader barn og matematikbog.

Sæber yngstebarns hår. Kigger på boblende toilet. Det er faretruende tæt på at boble over. Igen.
Tænker på, hvornår mand mon kommer hjem. Overvejer at finde den der lange dimmer frem, som mand tidligere har stukket i toilettet hvorefter alt har lugtet alvorligt at lort i dagevis. Beslutter lynhurtigt at lukke toiletlåg og glemme alt om det.

Får øje på yngsten, som græder, fordi der er (parabenefri, mind you) shampoo i øjnene.

Ældsten: "Moar, jeg skal lave looooort"
Siger roligt, at så har vi heldigvis toilet i kælderen. Ser i fremtiden alle gæster blive sendt ned på kældertoilet med edderkopper. Ser fremtidgt tilstoppet toilet i stueetagen. Igen og igen.

Ældsten: "Moar, jeg gider ikke gå i kælderen. Det med lorten var en joke."
Yngsten: "Moar, jeg skal også lave lort - det er også en joke."

Mor er ved at være træt. Sender ældstebarn tilbage til matematikbog.
Vasker yngstens krop. Skrubber på tatoveringer, mens barnet vræler, fordi de ikke må sidde i fire uger.

Ældste: "Moar, hvordan kan noget give 64, når jeg ikke må bruge tallet 30 til at trække fra med?"
Beder ældstebarn om at finde nemmere regnestykker frem og holde op med at kalde "MOAR" hele tiden.
Yngsten er færdig med badet og skal børste tænder. Ældsten kommer brasende ind. Siger ikke MOAR. Nøjes med: "Kan du hjælpe mig med matematikken?".

Fortsætter i pendulfart. Fortæller så ældstebarn, at han ikke behøver at regne mere. Sender venlig tanke til matematiklærer, som helt sikkert nok skal forstå supermors udfordringer i en travl hverdag. Ligesom han - næsten - gjorde under lockouten.

Aftenen slutter med at yngsten får redt håret under skrig og skrål. Det når ned i øjnene. Yngsten vil ikke ligne en pige.
Mor finder saks frem og klipper langt pandehår kortere. Og lige.
Yngstebarn mener, det er for langt. Mor klipper det kortere. Yngstebarn græder, fordi det hverken ligner Ronaldos eller Aggers hår. Damn it. Han siger, at han nu ligner pigerne fra klassen rigtig meget. Det har han egentlig ret i. En lille page med skarpt pandehår, er det blevet til.

Siger til barn, at han bare skal pjuske det lidt op, det ville Daniel Agger jo også gøre, hvis han lignede en pige. Giver lov til nye tatoveringer - så kommer ligheden med Agger trods alt lidt tilbage, og barnet er tilfreds. Toilettet bobler igen.
Mor skynder sig at slukke lyset og lukke døren.

Hermed en hilsen til alle seje singlemødre, som klarer tjansen alene hver eneste dag. Jeg kunne ikke!!!!

Lenes små glimt....

Hvorfor kalder man egentlig sin blog for sådan noget? Små glimt af lykke? Er det sådan noget "Se, hvor godt jeg har det"?
Det slog mig bare lige. Den kunne jo lige så godt hedde: "Lenes små og store øjeblikke af frustration/hævntørst/raseri/bitterhed/underskud/nedtursagtighed/surhed/tankeløshed/uvidenhed" Eller sådan noget. Det er jo dér, man bliver klog på ting. Når man føler alt muligt. Måske er det derfor jeg ikke er så klog. (Ha-ha)

Lidt apropos, så spurgte Bertram i dag, om man bliver ældre og altså får et længere liv, hvis nu man er rig? Det spørgsmål forstod jeg faktisk ikke lige med det samme. Men man kan jo købe meget for penge, og Bertram havde hæftet sig ved "ham den gamle Mærsk". Måske har han købt sig til et langt liv på næsten 100 år, vi ved det bare ikke. Mig og så Bertram, vi sparer op for en sikkerheds skyld, i hvert fald. Så kan vi leve mange år endnu med små glimt af lykke,  tror vi. Det koster vel ikke alle vores penge at blive 100 år?! Hvis der er nogle penge tilbage i sparegrisen, så køber vi i hvert fald en masse lykke for dem. Og en tur på Bakken med turpas.