Om at indtage en ny position.

I går tog jeg afsked med mine børn i Aalborg lufthavn, og de kommer først hjem igen i morgen. I det jeg satte mig ind i flyet, gik det op for mig, at jeg nu faktisk har to dage som "Lene" - ikke som "Mor". Jeg sad der og forestillede mig, at jeg skulle leve i badeværelset i med hårkur, neglelak, masser af Ole Henriksen. Resten af tiden skulle jeg ligge på sofaen. RO!
Velplaceret i 350S skete det så. To forældre, tre børn. Tvillingeklapvogn! Børn 4, 3 og 2. Klokken var 22.05 på Nørreport. Den 4-årige klarede sig alene på et sæde, mens mor og far bugserede den enorme klapvogn med to skrigende drenge ind. To monsterbørn, der ødelagde ZEN! WTF? Og lige i det øjeblik forvandlede jeg mig fra den der medfølende MOR, der smiler og nikker og tænker, at det godt nok også må kræve sit at have tre små børn og ingen bil, og klokken-er-også-mange, og er-der-mon-noget-jeg -kan-gøre-for-dem?!

Jeg forvandlede mig til hende, der rullede med øjnene og tænkte, at folk da virkelig ikke burde få børn, hvis de ikke kunne få dem til at tie stille. Og så om aftenen, hvor man faktisk sætter ret meget pris på det. Ungerne blev ved med at hyle, og den mellemste var nu også kommet op af klapvognen og fik lov at løbe rundt i bussen. Hvor var off-knappen på den skabning? Eller i det mindste bare "mute".  Her troede den trælse familie, at de kunne komme tromlende og fylde hele det offentlige rum, bare fordi de havde fået børn.
Den følelse sad jeg med helt til Brønshøj, hvor de stod af bussen. Velvidende at jeg jo selv adskillige gange har været hende med de irriterende børn. Men det føltes GODT at være noget andet, så det har jeg tænkt mig at blive ved med, og gerne indtil i morgen klokken 17.00, hvor jeg forvandler mig til den omsorgsfulde mor med varm mad og masser af overskud til at lytte!

Rengøringsvanvid.

Støvsuger startes med lange forklaringer om, at børn kan tjene penge, hvis de støvsuger stuen. Bertram finder tre nullermænd og en perle og er derefter helt ubeskriveligt udmattet - det er en hård tjans at hjælpe til, og desuden vil han godt vide, hvor meget han har tjent nu!? Er det mon værd at arbejde videre?

Tristan er i gang med noget meget vanskeligt indenfor de praktisk musiske kompetencer. Noget med at tegne meget præcist. Jeg har selv overtaget støvsugeren, mens Bertram overvejer om han gider tage vindueskarmene også, selvom Moren nægter at udtale sig om, hvad lønnen er pr. vindueskarm.

Tristan er gal og brøler op, det er alt for svært at tegne, og nu vil han have hjælp. Ikke om lidt, men NU!!! Lang pædagogisk forklaring om, at i dag skulle vi gøre rent, og nu vil jeg ikke tegne, jeg vil støvsuge. I protest kommer han med den værst tænkelige trussel: "Hvis du ikke tegner for mig, så tegner jeg der hvor man ikke må. På alt andet end papiret".
"Næh"; svarer jeg i blødt tonefald og med luftig stemme. "Det gør du i hvert fald ikke." Men det er lige hvad han gør, og pludselig lyder jeg faktisk mest af alt som en skærebrænder. Meget hurtigt bliver barnet fulgt ind på værelset med besked på at tænke sig lidt om og huske, at "Mor er ikke skuffet, mor er pissehamrende VRED!".
Jeg lukker døren efter mig, og den bliver straks åbnet igen af den lille sirene. Klar besked om at gå ind og lukke igen, for "Jeg kan lige mærke, at jeg stadigvæk er vred, og jeg har ikke lyst til at skælde ud mere."
Pludselig suger støvsugeren ikke ret godt mere, til gængæld råber fjernsynet ualmindeligt højt. Bertram har skruet helt ned for støvsugerens sugeevne. Jeg skruer op igen, så den fanger både savsmuld fra hamsterens bur, krummer fra dagens kiks og sådan noget udefinerbart "klump".
To skingre børnestemmer råber op, Tristan er på besynderligste vis kommet ind i stuen igen og sidder med fingrene i ørerne og brøler i kor med sin skoldkoppebefængte bror: "Vi kan ikke høre noget."

Suk! Jeg slukker og klapper mig selv på skulderen. Det er tid til en velfortjent kaffepause, og sådan er børn jo. De kære små. Jeg får lige sat mig, så piver Trisse med sin bedste klynkestemme: "Hvornår kommer min far?????" Tja, det ville jeg egentlig også godt vide, han gik for nøjagtig 3 minutter siden, og så lang er en forboldkamp vel heller ikke.
Mens vi venter, så nyder jeg livet med børn, ja jeg gør. Ja. Ja. Ja.

Jeg får ondt i hovedet!

Det gør jeg virkelig, når jeg tænker på, hvad der foregår ude i verden. Tæt på os og langt væk. Alle steder. Nogle gange får jeg næsten lyst til at bure mig inde i mit lille kærlighedsbur sammen med mine nærmeste. Låse og aldrig komme ud igen (nemlig.com kommer med maden!)
Jeg savner allerede lidt min ferie, hvor man ikke oplevede andet end en hyggelig have og glade stemmer, ingen nyhedsopdateringer eller bekymringer. Det er så dejligt at være uvidende og ikke skulle tage stilling. Sådan en dag tager jeg i morgen. Da skal jeg drikke en masse cider med min dejlige veninde Nina og danse regnvejrsdans med gummistøvler og Medina. Dejligt med et lille afbræk!

Hyggebrunch for familien!

Jeg benyttede lige lejligheden til at tage et par billeder af mine dejlige børn, mens vi ventede på Morten!

De tomme glas illustrerer, at børnene virkelig godt kunne lide skumfidus-i-lille-glas-konceptet!

The blessing of enough.

Rejecting material greed.
Embracing spiritual hunger.

Det lyder virkelig som noget, jeg ville have godt af at læse om. Efter min shoppetur! Næste uge bliver en stille spareuge. Ro, renlighed og regelmæssighed. Og eftertanke! (arbejde-sove-arbejde-sove. )

Så overvejer jeg altså også denne!

Måske er jeg nødt til at drøne ind til Malmø efter denne her i morgen, jeg kan ikke blive helt eng med mig selv!

Shopping i Indiska.

Det er sådan en butik, jeg stort set aldrig besøger, men i dag gik jeg ind og fandt en masse fine kaffekopper. Desværre er der  ikke plads til flere i mit skab, så jeg endte med dette fine, lidt rå armbånd!

Tag-selv-Helvede.

De seneste dage har jeg hentet morgenmaden i ICA, der har sådan nogle lækre, forskellige boller. Man tager en pose, og så blander man selv lige, hvad man kunne tænke sig. Her til aften var jeg deroppe igen og kiggede mig lidt omkring, mens jeg tænkte over, om jeg selv skal bage eller ej.
Der var ret mange spændende boller tilbage på hylderne. Jeg kunne egentlig godt have sådan et par majsboller. Ved siden af mig står en ældre mand, lidt beskidt. Han ryster på hænderne af ren og skær gammelhed. Så sker det!!! Han tager en majsbolle op i hånden og trykker på den. Og han betragter den og lægger den tilbage. Da gik det op for mig. Jeg bager bare selv i morgen.

Oh noooo!

I dag regner det. Så er reglen sådan, at vi skal kede os. Jeg keder mig virkelig. Og når jeg gør det, så bliver jeg simpelthen så underligt sulten. Virkelig sulten efter noget udefinerbart.

Hvornår er man voksen?

Det har Bertram og jeg brugt en del tid på at fundere over i dag. Bertram taler om, at det muligvis er, når man har tabt alle mælketænderne, men han er ikke sikker. Han har bemærket, at der findes nogle mennesker i en bestemt alder, som han ikke kan vurdere. Han ved simpelthen ikke, om de er børn eller voksne. For eksempel den konfirmand, vi fejrede for et par måneder siden. Han lignede en voksen i sit tøj, så fin han var i jakkesæt og det hele, men han elsker at spille computer (don't we all?) og det er immervæk lidt barnligt? Jeg har forklaret stolpe op og ned om begrebet "teenager", men den køber Hr. sort/hvid ikke! Det må være enten eller! Jeg slog så fast, at man nok er helt voksen et par år eller tre efter man er konfirmeret! Men så gik det op for Bertram, at det var over 1000 dage!!! Gulp! Panik! Så er ingenting jo til at regne ud, for så må Gustav da i dén grad være et barn, selvom han er blevet konfirmeret?
Hell, jeg er 36 og føler mig sjældent helt voksen. Måske jeg bare skulle sige til ham, at man skal være omkring de 50, før man er voksen?

Aftenhygge!

 Aftensmad i udestuen. Skønt at kunne sidde her, når det lige bliver køligt udenfor.

 Grillet laks med citronolie og friske krydderurter.

Aftentur til købmanden efter morgenmad og masser af billig bland-selv-slik!

En kær lille fugl mistede livet.

Og det skete, da den mødte en af "vores" katte. Jeg så først fuglen, da den lå i indgangen ved siden af mine sko. En fin, lille fugleunge dræbt på stedet. Faktisk tåler jeg ikke den slags sorger ret godt. Den var hel og fin, men Bertram måtte lægge den i en pose, mens jeg stod i stuen med rystende hænder, jeg kunne simpelthen ikke røre den.
Bagefter fik vi gravet et hul i haven og begravet den så fint. Vi brugte lang tid på at finde sten, der var så store, at kattene ikke ville grave fuglen op igen - det ville mit skrøbelige sind simpelthen ikke have klaret!
Mine dygtige, store drenge stod for cermonien. Farvel, lille søde fugl!

Søndag!

Søndagsstemning med en anelse tømmermænd!
Vi har haft nogle gode venner på besøg her i det svenske, nemlig min løbemakker, hvis søn er Tristans bedste ven. De kom hele familien, så der var legekammerater til begge unger, og de voksne hyggede sig fantastisk med roastbeef på grillen og fine bobler i glassene. Det var en skøn, solrig lørdag som sluttede lidt sent for alles vedkommende, men derfor sover man naturligvis ikke længe, nej-man-gør-ej. I hvert fald ikke, hvis man hedder Bertram og er sådan en, der helst ikke vil gå glip af noget.
Således var vi tidligt oppe med dejligt bagerbrød og lidt rustne stemmer. Vi nåede både Folkets park og pizza inde i Malmø, før ungerne var helt flade. Det var vi til gengæld også selv, så efter at have taget afsked med de andre, fik vi lige et hvil sammen med vores kære katte!

Jeg sov to gode timer og vågnede forfjamsket op 16.20. Da var jeg blevet ringet op af en repræsentant for et projekt, som hedder plan Ø. Det handler om økologi i familiers hverdag, og man kan få leveret lækre økologiske råvarer til en hel måned mod at tage nogle billeder af maden og tale lidt med nogle journalister; men kampen er hård, vi er oppe mod 350 andre familier omkring København, og der skal kun bruges en familie fra det område, så jeg gjorde mit for at få os til at fremstå virkelig interessante men ikke FOR mærkelige. Jeg tror ikke, det lykkedes.

Da den samtale endelig var slut, kom der et par af vores andre venner på besøg med deres dejlige, lille datter, som i modsætning til vores børn ikke var bange for katte :D

Aftensmad, børn i seng og SÅ var det virkelig søndag på søndagsmåden. Morten og jeg krøb (sammen med to meget insisterende kattedyr, som mod al forventning har kastet LOVE på os!) ind i sofaen i fjernsynsstuen. Vi så "Management" som var en middelmådig amerikansk komedie. Isbåde og chokoladekage og kaffe. Heldigvis har jeg glemt mit løbetøj!

Velkommen til Medi ... Melene?

Nu har jeg gået i årevis og sukket efter Medinas (nu aflagte) frisure (som så må være ledig, når hun ikke skal bruge den længere). Den fik jeg næsten lavet i dag. Det er en ordentlig omvæltning, men so far er jeg ret glad. Så skal der bare lige lægges en tuuuung make-up, og så er jeg klar til afskedsfest hos en kær kollega i aften

Når man aldrig har overhalet nogen ...

- Så er man måske bare ikke verdens hurtigste løber. I dag blev jeg overhalet af en mand i 60'erne, der løb med kasket og solbriller. Selv var jeg iført løbesko, som desværre var blevet gennemblødt i regnen og så den obligatoriske t-shirt. Den er postkasserød, så alle kan få øje på mig. "DTU - det bli'r til noget" er der påtrykt. Det gør det også, bliver til noget. Det bliver til en masse sved, der løber ind i øjnene og så fortrydelse. I dag fortrød jeg foreksempel noget så inderligt, at jeg overvandt mig selv. Løb er bare ikke min form for motion. Motion er bare ikke mig, overhovedet. Men jeg løb mine tre kilometer, sådan næsten. Altså, jeg gik lidt, men kun fordi min løbemakker og slavepisker, Carina ikke var med.

Zen med krybdyr?!

Stuhr, stuhr oplevelse! Dette afledt af Tristans projektperiode i børnehaven, som varede omkring et halvt år og handlede om edderkoppen. Desuden havde vi fået besøg af Bertrams ven, Niklas, som er ekspert i dyr, og som sørgede for, at de voksne ikke behøvede læse skilte. Han kender samtlige dyrs navne, og vi var pænt imponerede!

Folkets Park!

 Tungen lige i munden!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Mysteriet om cyklen med kun ét hjul!

Tristan brugte lang tid på at betragte denne her, der vist med rette kan kaldes en et-hjulet cykel. Her kan man tale om børns hypoteser - et meget brugt fænomen i italiensk pædagogik, som nu også sniger sig ind i Danmark og i særdeleshed Gladsaxe kommune. Her behøvede vi ikke at sige ret meget, Tristan serverede spørgsmål og mulige svar selv. Hvor kom den cykel mon fra? Hvem har ejet den? Er der nogen, som savner den? Hvordan er den mon at køre på? Og hvorfor står den her? Vi er i sandhed i gang med at dyrke fordybelsen og koncentrationen på denne her ferie. Vi har fokus på det nære. Både børn og voksne. (Men bare rolig, vi spiser stadig usundt og drikker mælk, bare så ingen tror, at der er ved at gå Ninka i den!!)

Hjemme i "vores" hus og have. Vi trives. Sommer er for os!

Sommer og ro!

Hermed lidt billeder af sommeren, som den tager sig ud i svensk version!

Ro!

Pt. befinder jeg mig på en stille villavej lidt uden for Malmø. Det er vores ferie i år. Her er masser af plads både ude og inde, og så er her helt, helt stille. Sikke en omvæltning. Man skal lige omstille sig, når man kommer lige fra en meget aktiv hverdag med masser af arbejde, sociale arrangementer, fodboldstævner for drengene og så videre.
 Vi har sådan en familyplanner, som er rigtig god, når man skal holde styr på alle de ting, man skal nå, opleve og huske. Lige nu er den kalender faktisk bare tom. Vi skal ingenting. Jeg har heller ikke rigtigt noget ansvar. Joh, for ungerne og familiens trivsel, men jeg skal ikke sørge for noget som helst andet.

Her er ikke dansk tv, og jeg forstår simpelthen ikke det mærkelige sprog, som alting ellers foregår på herovre. Det betyder også, at jeg næsten ikke aner, hvad der foregår ude i verden, jeg har nemlig besluttet ikke at tjekke avis-hjemmesider, hvis jeg kan lade være. Det er jo en forlængelse af det med ikke at skulle føle ansvar. Hvordan andre mennesker har det, det vedkommer ikke mig lige nu. Næsten skræmmende at være sådan "ligeglad". Min største og eneste bekymring er, om kattene nu husker at komme hjem i aften, så de ikke skal sove ude.

Der er noget meget tiltrækkende over tanken om ikke at skulle forholde sig til noget som helst. På længere sigt er det jo ikke hverken sundt eller spændende sådan at have nok i sig selv og ikke have holdninger eller føle, at man bør gøre en forskel i et lidt større perspektiv. Lige nu er mit mål kun at være noget for mig selv og min familie. At opleve små øjeblikke, måske endda timer, hvor hjernen slår fra og jeg trækker vejret helt afslappet og roligt. Jeg er ikke god til at slappe af og bare være mig. Det er det, jeg øver mig på nu.
I dag stod jeg og formede små boller og fransbrød med squash og hørfrø i det her svenske landkøkken, og det var så smukt at stå der. Solen skinnede og jeg kunne høre børnenes glade stemmer udenfor. Lige dér hvilede jeg i mig selv. Da var jeg nærværende overfor MIG.

Derfor elsker jeg denne her ferie allerede. Jeg har ikke travlt med noget som helst, og jeg gør faktisk kun de ting, jeg har lyst til, og dem gør jeg laaaangsomt. Nogle gange er det lige netop det, som er aller sværest, men som livet faktisk også handler om.