Rengøringsvanvid.

Støvsuger startes med lange forklaringer om, at børn kan tjene penge, hvis de støvsuger stuen. Bertram finder tre nullermænd og en perle og er derefter helt ubeskriveligt udmattet - det er en hård tjans at hjælpe til, og desuden vil han godt vide, hvor meget han har tjent nu!? Er det mon værd at arbejde videre?

Tristan er i gang med noget meget vanskeligt indenfor de praktisk musiske kompetencer. Noget med at tegne meget præcist. Jeg har selv overtaget støvsugeren, mens Bertram overvejer om han gider tage vindueskarmene også, selvom Moren nægter at udtale sig om, hvad lønnen er pr. vindueskarm.

Tristan er gal og brøler op, det er alt for svært at tegne, og nu vil han have hjælp. Ikke om lidt, men NU!!! Lang pædagogisk forklaring om, at i dag skulle vi gøre rent, og nu vil jeg ikke tegne, jeg vil støvsuge. I protest kommer han med den værst tænkelige trussel: "Hvis du ikke tegner for mig, så tegner jeg der hvor man ikke må. På alt andet end papiret".
"Næh"; svarer jeg i blødt tonefald og med luftig stemme. "Det gør du i hvert fald ikke." Men det er lige hvad han gør, og pludselig lyder jeg faktisk mest af alt som en skærebrænder. Meget hurtigt bliver barnet fulgt ind på værelset med besked på at tænke sig lidt om og huske, at "Mor er ikke skuffet, mor er pissehamrende VRED!".
Jeg lukker døren efter mig, og den bliver straks åbnet igen af den lille sirene. Klar besked om at gå ind og lukke igen, for "Jeg kan lige mærke, at jeg stadigvæk er vred, og jeg har ikke lyst til at skælde ud mere."
Pludselig suger støvsugeren ikke ret godt mere, til gængæld råber fjernsynet ualmindeligt højt. Bertram har skruet helt ned for støvsugerens sugeevne. Jeg skruer op igen, så den fanger både savsmuld fra hamsterens bur, krummer fra dagens kiks og sådan noget udefinerbart "klump".
To skingre børnestemmer råber op, Tristan er på besynderligste vis kommet ind i stuen igen og sidder med fingrene i ørerne og brøler i kor med sin skoldkoppebefængte bror: "Vi kan ikke høre noget."

Suk! Jeg slukker og klapper mig selv på skulderen. Det er tid til en velfortjent kaffepause, og sådan er børn jo. De kære små. Jeg får lige sat mig, så piver Trisse med sin bedste klynkestemme: "Hvornår kommer min far?????" Tja, det ville jeg egentlig også godt vide, han gik for nøjagtig 3 minutter siden, og så lang er en forboldkamp vel heller ikke.
Mens vi venter, så nyder jeg livet med børn, ja jeg gør. Ja. Ja. Ja.