Hvad kan Gud gøre?

Ved Bertrams skole er der en sti, og den må man ikke cykle på, man må trække sin cykel, og så må man gå, og det er noget, som der har været stor fokus på at lære børnene.
På vej hjem i dag kom der en ung fyr på knallert susende på stien. En lille pige foran os råber på afstand: "Du må ikke køre på knallert her!"
Den bumsede knallertkører uden hjelm kørte bare videre. Den lille piges mor rakte ud og tog fat i hans arm og gentog sin datters budskab, men knallertbøllen brølede: "Flyt dig!", og så trykkede han speederen i bund og var pist væk. Moren blev tosset og råbte efter ham, at det her kunne han simpelthen ikke, når der gik børn på stien.
Tilbage stod både hendes og mine børn og var vildt forargede. Bertram havde åben mund og meget store øjne. Jeg tror faktisk, det var første gang, han har oplevet på nært hold, at en voksen ikke blev respekteret, og så endda af en anden "voksen" - at knallertkøreren så i mine øjne ikke var så voksen, det er jo en anden sag, han var vel omkring 16 år.
Børnene spurte helt forskrækkede ind til, hvorfor han ikke hørte efter, hvorfor han ikke passede på børnene, og hvorfor han ikke havde læst skiltene om, at man ikke må andet end at gå på stien.

Det var som om, jeg ødelagde et lille stykke af mine børns uskyld, da jeg forklarede, at nogle mennesker ikke har respekt for andre, og det skyldes at de har det svært inden i. Hvis man har det rigtig svært selv, så kommer man nogle gange til at gøre nogle dumme ting, og det kommer man til at opleve flere gange i livet. Mit hjerte bristede lidt, da jeg så mine drenges møde med verdens svære nuancer.

Bertram er en pragmatisk dreng. Han fastslog hurtigt: "Jeg ville ønske, at skolepatruljen altid stod her!" Jeg måtte bedrøve ham med, at selv ikke skolepatruljen kan stoppe en stor dreng, som er ligeglad med andre, vi er nødt til at erkende, at nogle ting er virkelig vanskeligt. Vi blev dog enige om, at politiet nok godt kunne have gjort noget, og nu var Bertram forarget over, at jeg ikke havde tilkaldt politiet, men drengen var jo for længst forsvundet ned i Tingbjergs tåger.

Næsten hjemme ved hoveddøren messede drengene gentagne gange: "politiet kunne have gjort noget, politiet kunne have gjort noget." Og Tristan, den lille filosofiske, kreative sjæl spurgte pludselig: "Hvad tror du, Gud kunne have gjort?" - og jeg blev nødt til at svare: "Hvad tror DU, min skat?" Jeg havde ikke lige et svar parat til ham, men han tænkte lidt over det og spørgsmålet afløstes af et andet: "Tror du, jeg vil tro på Gud, når jeg skal konfirmeres?" Det er der heldigvis tid til at tænke over endnu.

Han er en stor psykopat!

Bertrams udsagn. Der er godt nok mange nye begreber at forholde sig til, når man pludselig er skolebarn. Jeg var ikke just begejstret for den kommentar. "Nah? Hvad siger du lige dér?"
"Jamen, det er han." (Det var en dreng fra klassen!)
"Ved du godt, at psykopat betyder virkelig, virkelig sindssyg?"
"Ja, det er jo det jeg siger! Han er kæmpepsykopat".
"Okay, men det behøver du nok ikke helt fortælle hverken ham selv eller kammeraterne eller andre voksne end mig, vel?"