søndag den 5. august 2012
Min skønne veninde.
Jeg er heldig. Jeg har rigtig, rigtig mange gode veninder. Der er dem, man træner med. Dem man drikker kaffe med. Dem man arbejder sammen med. Og dem man skriver sammen med, fordi man er sådan lidt bundet til hjemmet mange aftener. Og så er der dem, som man blev sat sammen med, fordi man skulle have en baby engang for syv år siden. Det var sådan, jeg mødte Erica, som sidenhen blev en meget nær veninde.
Jeg havde lige født Bertram. Der gik vel en uge, så fik jeg et brev, hvor der stod, at jeg skulle dukke op, klokken dit og dat hos Erica på Amagerbrogade. Og det gjorde jeg så. Pakkede den der lille lyserøde klump af et barn (som på daværende tidspunkt egentlig nærmere var gul, fordi han ikke rigtig spiste så meget!) og så tasken med alt det tam-tam, man skal medbringe, når man har en baby. Og så gik jeg de tre huse ned af gaden, mens jeg forestillede mig hende Erica, som jeg skulle besøge. Spansk, ganske sikkert med et stort, sort kruset hår og lidt overskæg.
Hun viste sig så at være en skøn blondine med det hvideste Colgatesmil, der kom fra New York City, og som havde forelsket sig i en svensker, som boede på Amager.
Der kom også en flok andre søde, nybagte mødre med deres børn, og jeg kunne heldigvis rigtig godt lide dem allesammen. Så sad vi dér. Med ammebrikker og sorte rande under øjnene sad vi dér. Eller altså. Ammebrikkerne var placeret andre steder end under øjnene, selvsagt..
Slagets gang blev styret at Minna, en ældre sundhedsplejerske, som fastslog, at nu var vi en gruppe, som skulle tale om vores inderste tanker, og vi skulle vedgå, at vi havde en form for tavshedspligt. Alt hvad der blev sagt i gruppen, var fortroligt.Nu har I værsgo at snakke om det hele. Snak. Fra NU af. Fortæl om det, der gør ondt inden i. Og om det, der er noget pis og om alle de vanskelige følelser, der trænger sig på. Gør det. fortæl det til en flok fremmede damer, der tilfældigvis også har medbragt små, skrigende unger, og som også sidder med stofbleer slynget hen over skulderen, hvis nu der skulle komme gylp. (Og det skulle der!)
Det er dælme en mystisk tradition, at man sådan skal sidde der og dele. Og lad os starte med: "Hvordan gik fødslen?" Joh, deeet. Og fra det øjeblik forventes man at være åben og ærlig og fortælle løs om moderkager og brystbetændelse. Og mærkeligt nok, så gør de fleste det vistnok. Og inden længe, så fortæller mændene også deres bekendte om, hvordan udvidelsesfasen forløb og den slags. Og det er så offentligt. Man har lov at spørge enhver kvinde om, hvordan fødslen gik. For det er jo en slags fortroligt alligevel, det har man lært i mødregruppen, og de regler gælder jo mellem alle kvinder.
Nåmen. Man sidder dér og sådan sidder man hver uge. Og man mødes, og de første gange er det virkelig mærkeligt. Man har hver sin lille skrigeskinke, og man kigger helt målløs på den, og man har lyst til at spørge den, om den ikke snart skal hjem eller i hvert fald tilbage, hvor den kom fra. Bare et par timer eller nogle uger eller sådan. Indtil man har sovet og ikke har ondt i yveret mere.
Det bliver altså ved med at være lidt mærkeligt, at man er sammen med fremmede damer på det tidspunkt i ens liv, hvor man er så smadret og underskudsagtig, at man ikke orker at gå i bad eller rede hår. Man er en zombie, og man skal ud for at møde andre zombier.
Men så efterhånden sker der noget. Nu er der i hvert fald gået syv år, og vi er begyndt at rede hår igen. Nogle gange, i hvert fald. Mens vi sad sammen i går og sludrede, så gik det op for mig, hvorfor jeg holder så meget af hende. Erica. Det er måske alligevel fordi hun var der og var smadret sammen med mig. Vi sad sgu' da begge to og tudede over, at det ikke var helt så nemt at få den dér baby, som vi havde håbet. Nogle gange registrerede vi ikke hinanden, men tudede, det gjorde vi. På en måde er der ret fint at have haft andre at være grim og træt sammen med, selvom det virkede formålsløst i begyndelsen. Og efter vi fik mulighed for at sove mere end to sammenhængende timer om natten, så begyndte vi faktisk også at opdage, at kemien er virkelig god mellem os. Det er ... så fantastisk. Veninder er de bedste og 1000 tak for dem, jeg har!
Jeg havde lige født Bertram. Der gik vel en uge, så fik jeg et brev, hvor der stod, at jeg skulle dukke op, klokken dit og dat hos Erica på Amagerbrogade. Og det gjorde jeg så. Pakkede den der lille lyserøde klump af et barn (som på daværende tidspunkt egentlig nærmere var gul, fordi han ikke rigtig spiste så meget!) og så tasken med alt det tam-tam, man skal medbringe, når man har en baby. Og så gik jeg de tre huse ned af gaden, mens jeg forestillede mig hende Erica, som jeg skulle besøge. Spansk, ganske sikkert med et stort, sort kruset hår og lidt overskæg.
Hun viste sig så at være en skøn blondine med det hvideste Colgatesmil, der kom fra New York City, og som havde forelsket sig i en svensker, som boede på Amager.
Der kom også en flok andre søde, nybagte mødre med deres børn, og jeg kunne heldigvis rigtig godt lide dem allesammen. Så sad vi dér. Med ammebrikker og sorte rande under øjnene sad vi dér. Eller altså. Ammebrikkerne var placeret andre steder end under øjnene, selvsagt..
Slagets gang blev styret at Minna, en ældre sundhedsplejerske, som fastslog, at nu var vi en gruppe, som skulle tale om vores inderste tanker, og vi skulle vedgå, at vi havde en form for tavshedspligt. Alt hvad der blev sagt i gruppen, var fortroligt.Nu har I værsgo at snakke om det hele. Snak. Fra NU af. Fortæl om det, der gør ondt inden i. Og om det, der er noget pis og om alle de vanskelige følelser, der trænger sig på. Gør det. fortæl det til en flok fremmede damer, der tilfældigvis også har medbragt små, skrigende unger, og som også sidder med stofbleer slynget hen over skulderen, hvis nu der skulle komme gylp. (Og det skulle der!)
Det er dælme en mystisk tradition, at man sådan skal sidde der og dele. Og lad os starte med: "Hvordan gik fødslen?" Joh, deeet. Og fra det øjeblik forventes man at være åben og ærlig og fortælle løs om moderkager og brystbetændelse. Og mærkeligt nok, så gør de fleste det vistnok. Og inden længe, så fortæller mændene også deres bekendte om, hvordan udvidelsesfasen forløb og den slags. Og det er så offentligt. Man har lov at spørge enhver kvinde om, hvordan fødslen gik. For det er jo en slags fortroligt alligevel, det har man lært i mødregruppen, og de regler gælder jo mellem alle kvinder.
Nåmen. Man sidder dér og sådan sidder man hver uge. Og man mødes, og de første gange er det virkelig mærkeligt. Man har hver sin lille skrigeskinke, og man kigger helt målløs på den, og man har lyst til at spørge den, om den ikke snart skal hjem eller i hvert fald tilbage, hvor den kom fra. Bare et par timer eller nogle uger eller sådan. Indtil man har sovet og ikke har ondt i yveret mere.
Det bliver altså ved med at være lidt mærkeligt, at man er sammen med fremmede damer på det tidspunkt i ens liv, hvor man er så smadret og underskudsagtig, at man ikke orker at gå i bad eller rede hår. Man er en zombie, og man skal ud for at møde andre zombier.
Men så efterhånden sker der noget. Nu er der i hvert fald gået syv år, og vi er begyndt at rede hår igen. Nogle gange, i hvert fald. Mens vi sad sammen i går og sludrede, så gik det op for mig, hvorfor jeg holder så meget af hende. Erica. Det er måske alligevel fordi hun var der og var smadret sammen med mig. Vi sad sgu' da begge to og tudede over, at det ikke var helt så nemt at få den dér baby, som vi havde håbet. Nogle gange registrerede vi ikke hinanden, men tudede, det gjorde vi. På en måde er der ret fint at have haft andre at være grim og træt sammen med, selvom det virkede formålsløst i begyndelsen. Og efter vi fik mulighed for at sove mere end to sammenhængende timer om natten, så begyndte vi faktisk også at opdage, at kemien er virkelig god mellem os. Det er ... så fantastisk. Veninder er de bedste og 1000 tak for dem, jeg har!
Abonner på:
Opslag (Atom)