Man skal bare finde ud af, hvad det er for en slags motion, man trives med. Hey, jeg passer perfekt sammen med Fitness World. I hvert fald lige nu. Jeg er startet op med min nabo, som spurgte, om vi skulle prøve med en times latin-mix! Wee, det var hårdt og sjovt. Finten er at stille sig bagest og lige bagved hende, som råber i mikrofonen. Og meget langt væk fra et spejl, så man ikke opdager, hvor latterlig, man ser ud, mens man vrider hofterne og forsøger at have samme udtryk som Jennifer Lopez i ansigtet. (Forsigtigt bid i læben skulle være godt!)
Det var så i går, og i dag har jeg ondt i hver eneste muskel i kroppen. Uf. Men hey - det er på en fed måde, og jeg har allerede planlagt hele weekenden med træning begge dage. Woohooooo! Og inden vi ser os om, så er jeg altså en lille sylfide. Yeah!
torsdag den 25. august 2011
tirsdag den 23. august 2011
mandag den 22. august 2011
Nyt.
Når man bare vil have roooooo!
Kender I det med, at det er mandag aften, og man er hammertræt, og man har ondt i pandelapperne, og ungerne er umulige?
Sådan har jeg det tit! I dag var ingen undtagelse. Så står man dér med sådan nogle virkelig trælse nintendolyde i ørerne og forsøger at komme igennem til ungerne efter aftensmaden, men ingen reagerer, selvom man har lagt tandbørster og nattøj parat. Og man prøver at råbe dem op, børnene. Og de hører intet. Og opvasken venter også. Man kalder på sin mand, som står i badeværelset, og man forklarer, at man synes, at han lige skal tage over i forhold til ungerne, for så kan man selv lige nå opvasken så længe. Og så svarer han ikke, og man holder talen forfra, fordi man tror, at han ikke har hørt den, og det har han heller ikke. Han hører den heller ikke anden gang, for han render rundt med sin iPod og smånynner, mens musikken drøner ud i hans ører.
Og så tager man selv affære, og ungerne er rasende og skriger hysterisk: "Neeeeeej, jeg var lige i gang med den bane." Men man smækker Nintendoen i og børster ungens tænder, ikke? Og han går amok og spytter tandpasta ud over det hele, og man bliver selv vred og råber: "NU er det nok, du skal ikke ......."
Ungen erklærer, at man er ond og at han iøvrigt er ved at dø af tørst. Han når naturligvis at åbne Nintendoen igen, mens man går i køkkenet og henter ham et glas vand (mens man fortryder, at man ikke bad ham om selv at hente det!)
Og når man så er færdig ved vandhanen og ungen får et flip, fordi Mario ikke kører stærkt nok, så KNALDER man tåen lige ind i den forbandede Tripp Trapp-stol for 117. gang. Pez, altså.
Og så glæder man sig bare til kaffe med mælk og en flok solbær med chokoladeovertræk nede fra slikbutikken!
Sådan har jeg det tit! I dag var ingen undtagelse. Så står man dér med sådan nogle virkelig trælse nintendolyde i ørerne og forsøger at komme igennem til ungerne efter aftensmaden, men ingen reagerer, selvom man har lagt tandbørster og nattøj parat. Og man prøver at råbe dem op, børnene. Og de hører intet. Og opvasken venter også. Man kalder på sin mand, som står i badeværelset, og man forklarer, at man synes, at han lige skal tage over i forhold til ungerne, for så kan man selv lige nå opvasken så længe. Og så svarer han ikke, og man holder talen forfra, fordi man tror, at han ikke har hørt den, og det har han heller ikke. Han hører den heller ikke anden gang, for han render rundt med sin iPod og smånynner, mens musikken drøner ud i hans ører.
Og så tager man selv affære, og ungerne er rasende og skriger hysterisk: "Neeeeeej, jeg var lige i gang med den bane." Men man smækker Nintendoen i og børster ungens tænder, ikke? Og han går amok og spytter tandpasta ud over det hele, og man bliver selv vred og råber: "NU er det nok, du skal ikke ......."
Ungen erklærer, at man er ond og at han iøvrigt er ved at dø af tørst. Han når naturligvis at åbne Nintendoen igen, mens man går i køkkenet og henter ham et glas vand (mens man fortryder, at man ikke bad ham om selv at hente det!)
Og når man så er færdig ved vandhanen og ungen får et flip, fordi Mario ikke kører stærkt nok, så KNALDER man tåen lige ind i den forbandede Tripp Trapp-stol for 117. gang. Pez, altså.
Og så glæder man sig bare til kaffe med mælk og en flok solbær med chokoladeovertræk nede fra slikbutikken!
søndag den 21. august 2011
Vinterjakke.
Men se nu. Den er simpelthen så fin, og jeg har kun sådan en billig jakke fra sidste år. Denne her vil jeg enormt gerne eje, så nu håber jeg bare, at det snart bliver koldt.
I form!
Mon det var noget, man skulle tage at blive? Jeg forsøger jo nogle gange. Både at få dyrket motion og spise sundere, men det er bare ikke min stærke side. Jeg løber, når min makker siger, at vi skal afsted, og jeg fortryder det altid efter de første 100 meter.
Men jeg vil faktisk virkelig gerne, fordi det ville lette min samvittighed i forhold til sundhed. Nu banker det grimme ord ANSVAR på igen. Jeg har sådan et ansvar for at leve lidt sundere, end jeg gør, for så bliver jeg friskere og gladere og lever længere.
Det ville også være en bonus, at jeg måske kunne komme ned i det tøj, jeg har gemt i kælderen. Altså ikke det, som er størrelse 36, vel?! - Men jeg har da forhåbninger om, at jeg en dag lige smutter ned i en let og elegant størrelse 40 igen. Snart!
Vi har lige lavet budget. Under "Lenes kontingenter" stod der et solidt nul. Det var også den eneste kategori, der stod 0 i. Nu kommer der så til at stå "229 - Fitness World".
Men jeg vil faktisk virkelig gerne, fordi det ville lette min samvittighed i forhold til sundhed. Nu banker det grimme ord ANSVAR på igen. Jeg har sådan et ansvar for at leve lidt sundere, end jeg gør, for så bliver jeg friskere og gladere og lever længere.
Det ville også være en bonus, at jeg måske kunne komme ned i det tøj, jeg har gemt i kælderen. Altså ikke det, som er størrelse 36, vel?! - Men jeg har da forhåbninger om, at jeg en dag lige smutter ned i en let og elegant størrelse 40 igen. Snart!
Vi har lige lavet budget. Under "Lenes kontingenter" stod der et solidt nul. Det var også den eneste kategori, der stod 0 i. Nu kommer der så til at stå "229 - Fitness World".
Om at ligne sit kæledyr.
Kender I ikke de der hunde, der ligner deres ejere på en prik? Jeg havde engang en bekendt, hvis hår præcis lignede hundens lange slaskeører.
I går aftes klokken alt for sent, sad jeg og stirrede på min hamster og faldt i staver over, hvor meget vi egentlig minder om hinanden. Det er muligvis grunden til, at jeg elsker hende så højt og føler mig voldsomt knyttet til hende.
Godt nok er hun meget lille, det er jeg ikke, men vi har begge to mørke øjne og sådan lidt kedelige i tøjet. Lidt grå. Vi har begge to forholdsvis kort hår.
Når jeg ser på hende, er der også mange karaktertræk som går igen hos mig:
- Hun gider ikke kedelig mad, til gengæld kan hun have uendelige mængder god mad opbevaret i kæbeposerne.
- Hun elsker-elsker at bygge rede. Hun er vild med at ligge med "dynen" over hovedet i mange timer, så lyset ikke slipper ind.
- Når hun endelig står op, så har hun enormt travlt og farer forvirret rundt. Hun virker sådan lidt formålsløs og neurotisk, egentlig. Hun knokler og knokler, men hun får ikke rigtig udrettet det store.
Eller jo, hun får bygget rede. Det gør hun.
- Og så er hun nysgerrig og enormt kærlig. Hun kunne faktisk ikke passe bedre til mig.
I går aftes klokken alt for sent, sad jeg og stirrede på min hamster og faldt i staver over, hvor meget vi egentlig minder om hinanden. Det er muligvis grunden til, at jeg elsker hende så højt og føler mig voldsomt knyttet til hende.
Godt nok er hun meget lille, det er jeg ikke, men vi har begge to mørke øjne og sådan lidt kedelige i tøjet. Lidt grå. Vi har begge to forholdsvis kort hår.
Når jeg ser på hende, er der også mange karaktertræk som går igen hos mig:
- Hun gider ikke kedelig mad, til gengæld kan hun have uendelige mængder god mad opbevaret i kæbeposerne.
- Hun elsker-elsker at bygge rede. Hun er vild med at ligge med "dynen" over hovedet i mange timer, så lyset ikke slipper ind.
- Når hun endelig står op, så har hun enormt travlt og farer forvirret rundt. Hun virker sådan lidt formålsløs og neurotisk, egentlig. Hun knokler og knokler, men hun får ikke rigtig udrettet det store.
Eller jo, hun får bygget rede. Det gør hun.
- Og så er hun nysgerrig og enormt kærlig. Hun kunne faktisk ikke passe bedre til mig.
tirsdag den 16. august 2011
Sommerfugle i maven - første skoledag.
Meget stolte og spændte forældre.
mandag den 15. august 2011
Det er DIT ansvar, ansvar, ansvar ....
Den sætning runger stadig i hovedet på mig, mens jeg ser hendes alvorlige ansigt for mig. Skolelederen, der talte med tydelig stemme og et roligt udtryk, var både velklædt og velformuleret. Faktisk sagde hun "Det er JERES ansvar", men det føltes som om, hun talte direkte til mig, måske fordi jeg sad forrest i klasseværelset og kiggede lige ind i hendes klare øjne.
Det var ikke bare én ting, der var vores ansvar, det var rigtig, rigtig mange ting. Det er mit ansvar, at han ankommer til 0.B til tiden (8.15 - umenneskeligt tidligt!), at han har en sund og nærende madpakke med, at hans skiftetøj er i orden, at han er velforberedt på dagens aktiviteter, og at han har sovet 10-11 gode timer. Han skal være frisk, udhvilet og have de bedste forudsætninger for at lære.
Senere kom talepædagogen og talte om, at hun ville lave nogle aktiviteter med hele klassen såvel som det enkelte barn. Det var noget med en opgave, hvor man skulle tegne firkanter og cirkler og trekanter i forskellig størrelse, og forstå når en sætning indeholdt en nægtelse - eller hvad det nu hed. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der fik præstationsangst på mit barns vegne.
Og det var jo ikke, fordi det var et dårligt møde, slet ikke. Jeg ved jo godt, at han skal møde til tiden og være klar, og jeg skal også nok sørge for det, og måske bliver det ikke engang svært. Jeg HAR jo styr på skiftetøjet, og jeg BRUGER jo faktisk en del tid på at tale med ham om dette og hint. Det er bare det, at når folk, f.eks. skolelederen står og formulerer det som et krav lige ned i hovedet på én, så virker det simpelthen så angstprovokerende. I hvertfald på mig.
Det er lidt ligesom dengang jeg selv var skolebarn, og der manglede en tyver i en eller andens bukselomme efter gymnastiktimen. Læreren kiggede anklagende på os alle, mens stilheden larmede. Nu skulle tyven give sig til kende, og selvom jeg jo var helt klar over, at jeg ikke var i besiddelse af en andens tyvekrone, så følte mig som en luskefis og en forbryder alligevel.
Da jeg sad i klasseværelset i dag, havde jeg det lidt på samme måde, mens jeg brugte en del krudt på at smile og nikke og prøve at se voksen ud. Inderst inde følte jeg mig som en af "de unge mødre", der bare er enormt usikker og garanteret gør det hele forkert - og det til trods for at jeg er 36 og temmelig rutineret i opgaver, der omfatter børn og deres velbefindende.
Puh, det er stort at være mor til et skolebarn. Jeg glæder mig, men jeg er også skræmt! Uh, hvordan vil det nu gå mit lille pus? Skolen virker rigtig god og både lærere og pædagoger er virkelig kompetente, det er jeg ikke i tvivl om. Så er det bare nu, jeg skal lære at give lidt slip på Bertram og sende ham ud i verden med troen på, at han har et solidt fundament. På den måde skal jeg give ansvar fra mig, samtidg med at de nu siger, at jeg skal PÅTAGE mig ansvar. Det lyder vanskeligt, men mon ikke, det lykkes at finde balancen?
Det var ikke bare én ting, der var vores ansvar, det var rigtig, rigtig mange ting. Det er mit ansvar, at han ankommer til 0.B til tiden (8.15 - umenneskeligt tidligt!), at han har en sund og nærende madpakke med, at hans skiftetøj er i orden, at han er velforberedt på dagens aktiviteter, og at han har sovet 10-11 gode timer. Han skal være frisk, udhvilet og have de bedste forudsætninger for at lære.
Senere kom talepædagogen og talte om, at hun ville lave nogle aktiviteter med hele klassen såvel som det enkelte barn. Det var noget med en opgave, hvor man skulle tegne firkanter og cirkler og trekanter i forskellig størrelse, og forstå når en sætning indeholdt en nægtelse - eller hvad det nu hed. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der fik præstationsangst på mit barns vegne.
Og det var jo ikke, fordi det var et dårligt møde, slet ikke. Jeg ved jo godt, at han skal møde til tiden og være klar, og jeg skal også nok sørge for det, og måske bliver det ikke engang svært. Jeg HAR jo styr på skiftetøjet, og jeg BRUGER jo faktisk en del tid på at tale med ham om dette og hint. Det er bare det, at når folk, f.eks. skolelederen står og formulerer det som et krav lige ned i hovedet på én, så virker det simpelthen så angstprovokerende. I hvertfald på mig.
Det er lidt ligesom dengang jeg selv var skolebarn, og der manglede en tyver i en eller andens bukselomme efter gymnastiktimen. Læreren kiggede anklagende på os alle, mens stilheden larmede. Nu skulle tyven give sig til kende, og selvom jeg jo var helt klar over, at jeg ikke var i besiddelse af en andens tyvekrone, så følte mig som en luskefis og en forbryder alligevel.
Da jeg sad i klasseværelset i dag, havde jeg det lidt på samme måde, mens jeg brugte en del krudt på at smile og nikke og prøve at se voksen ud. Inderst inde følte jeg mig som en af "de unge mødre", der bare er enormt usikker og garanteret gør det hele forkert - og det til trods for at jeg er 36 og temmelig rutineret i opgaver, der omfatter børn og deres velbefindende.
Puh, det er stort at være mor til et skolebarn. Jeg glæder mig, men jeg er også skræmt! Uh, hvordan vil det nu gå mit lille pus? Skolen virker rigtig god og både lærere og pædagoger er virkelig kompetente, det er jeg ikke i tvivl om. Så er det bare nu, jeg skal lære at give lidt slip på Bertram og sende ham ud i verden med troen på, at han har et solidt fundament. På den måde skal jeg give ansvar fra mig, samtidg med at de nu siger, at jeg skal PÅTAGE mig ansvar. Det lyder vanskeligt, men mon ikke, det lykkes at finde balancen?
søndag den 14. august 2011
Spis og sid stille!
Vi har altså vores problemer med at få ungerne til at sidde stille og spise deres aftensmad. Forleden på mit arbejde gjorde mine kollegaer opmærksom på, at der faktisk er en værdi i det fællesskab, der hedder "at spise sammen". Hele det der med at vente på hinanden er aldrig noget, vi er gået så højt op i. Men omvendt er det jo rigtig nok, at det er godt at kunne vente på andre og være nærværende ved måltidet.
Igen i aften havde ungerne mest fokus på, at de skulle ind for at fortsætte det spil Fifa, de havde gang i. Desuden kunne de (igen!) ikke lide maden, som bestod af kalkunkød, kartofler, sovs, salat og diverse ovnbagte grøntsager.
Til sidst holdt jeg Afrika-talen!!!! Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Bertram måbede noget, da han hørte, at nogle børn faktisk dør af sult og hverken har penge eller slik. Eller mad. Tristan var mindre imponeret og allerede på vej ned af stolen efter første del af min tale. Det endte med, at Tristan forsvandt ind på værelset, mens jeg forsøgte at besvare Bertrams spørgsmål om, hvorfor og hvordan børn kan dø af sult. Han fandt dog trøst i at "der er jo også en del voksne i Afrika, og de må trods alt have levet en hel del flere år uden at dø"(hans formulering, ikke min!)
Derefter spiste han tre store kartofler og var taknemmelig for, at vi overhovedet HAR mad her hos os. Mønsterbarnet. Så mangler vi bare at fange Trissens opmærksomhed, ham som talen egentlig var tænkt til. Han spiser ikke aftensmad for tiden. Han tygger maden to gange og sprutter den så ud over hele spisebordet med en kommentar om, at det ikke smager godt, uanset hvad vi serverer. SUK! Lige pt. udtænker vi måder at trænge igennem på. Ikke at han nødvendigvis skal spise, for han er absolut ikke underernæret, vi vil bare godt have ham til at sidde ved bordet mere end de to minutter, det kræver at erklære, at maden ikke smager godt.
Men fire år ER altså også en svær alder. Der er så mange svære ting, man skal formulere. For eksempel overfor sin mor. Tristan har altid været så gavmild med kys, nogle gange vist mest for at kompensere for sin brors manglende hengivenhed ved puttetid. Bertram siger altid bare godnat og vender ryggen til. Trisse plejer at sige "Tusind kys" - og så får man det . Her til aften lå han dog pludselig med hånden over sin mund, og jeg undrede mig over hvorfor. Han hviskede:
"Det er fordi, jeg ikke skal have noget kys i aften".
"Nåh", hviskede jeg tilbage. "Hvorfor ikke?"
"Fordi jeg ikke kan lide dine læber!"
"Nåh?"
"For du har sådan nogle våde tænder".
Okay - så var det sagt. Jeg plejer ellers ikke at kysse med tænderne, men fair nok. Mors lille dreng er ved at blive stor!
Igen i aften havde ungerne mest fokus på, at de skulle ind for at fortsætte det spil Fifa, de havde gang i. Desuden kunne de (igen!) ikke lide maden, som bestod af kalkunkød, kartofler, sovs, salat og diverse ovnbagte grøntsager.
Til sidst holdt jeg Afrika-talen!!!! Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Bertram måbede noget, da han hørte, at nogle børn faktisk dør af sult og hverken har penge eller slik. Eller mad. Tristan var mindre imponeret og allerede på vej ned af stolen efter første del af min tale. Det endte med, at Tristan forsvandt ind på værelset, mens jeg forsøgte at besvare Bertrams spørgsmål om, hvorfor og hvordan børn kan dø af sult. Han fandt dog trøst i at "der er jo også en del voksne i Afrika, og de må trods alt have levet en hel del flere år uden at dø"(hans formulering, ikke min!)
Derefter spiste han tre store kartofler og var taknemmelig for, at vi overhovedet HAR mad her hos os. Mønsterbarnet. Så mangler vi bare at fange Trissens opmærksomhed, ham som talen egentlig var tænkt til. Han spiser ikke aftensmad for tiden. Han tygger maden to gange og sprutter den så ud over hele spisebordet med en kommentar om, at det ikke smager godt, uanset hvad vi serverer. SUK! Lige pt. udtænker vi måder at trænge igennem på. Ikke at han nødvendigvis skal spise, for han er absolut ikke underernæret, vi vil bare godt have ham til at sidde ved bordet mere end de to minutter, det kræver at erklære, at maden ikke smager godt.
Men fire år ER altså også en svær alder. Der er så mange svære ting, man skal formulere. For eksempel overfor sin mor. Tristan har altid været så gavmild med kys, nogle gange vist mest for at kompensere for sin brors manglende hengivenhed ved puttetid. Bertram siger altid bare godnat og vender ryggen til. Trisse plejer at sige "Tusind kys" - og så får man det . Her til aften lå han dog pludselig med hånden over sin mund, og jeg undrede mig over hvorfor. Han hviskede:
"Det er fordi, jeg ikke skal have noget kys i aften".
"Nåh", hviskede jeg tilbage. "Hvorfor ikke?"
"Fordi jeg ikke kan lide dine læber!"
"Nåh?"
"For du har sådan nogle våde tænder".
Okay - så var det sagt. Jeg plejer ellers ikke at kysse med tænderne, men fair nok. Mors lille dreng er ved at blive stor!
lørdag den 13. august 2011
Mad - mad- mad!
Der ligger et stykke laks under! Uhm!
Kanelbrød! Vi bagte tre, men forærede to væk, da det gik op for os, at der var røget 200 gram smør i forløbet!
Verdens reneste Mormor-sofa!
Den bor så her hos os. God damn, vandet var sort, da det kom ud af vidundermaskinen igen!
Held og lykke!
I dag læste jeg en artikel i Berlingeren. Den handlede om, at det med held i virkeligheden handler enormt meget om folks egen attitude og troen på at de ER heldige. Det var virkelig interessant, men jeg var stadig lidt i tvivl om, hvad det er, man konkret kan ændre på, således at heldet begynder at følge den uheldige. Men som den gode avis Berlingeren er, blev der naturligvis fulgt op med endnu en artikel, som var meget konkret.
Den handlede om en 13-årig dreng med rødt hår. Han havde aldrig rigtig fundet sig tilrette i forhold til at finde en hobby, men endelig viste det sig, at han faktisk var ret god til ... jeg tror, det var basketball. Han blev hurtigt fan af en meget stor stjerne fra Amerika. Drengens mor købte derfor en rejse til et sted, hvor stjernens hold holdt til. Hun spurgte sin søn: "Hvad er dit højeste ønske?" Det var at møde - og kramme - denne her kæmpestjerne, som alle kendte og beundrede. Fluks købte moren billetter til en kamp, så sønnen måske kunne få sit ønske opfyldt.
Det vist sig så at være lidt svært at få til at gå i opfyldelse, fordi de sad for langt tilbage. Selvom drengen viftede med sit ydmyge "I love you"-skilt og råbte og skreg med sin teenagestemme, så fangede han ikke stjernens opmærksomhed. Drengen gik med uforrettet sag, og morens sad tilbage med blødende hjerte. For at gøre drengen glad, købte hun derfor endnu et par billetter, dennne gang nogle som var umenneskeligt dyre, men som gav adgang til en form for innercircle, hvor der kun var plads til de 12 (!) allermest dedikerede fans. Det var virkelig svært at få de billetter, men det betalte moren sig fra.
Tilfældigvis kom mor og søn til at sidde ved siden af en meget rig mand, som faktisk ejede denne her sportsarena, og han trak lynhurtigt i nogle tråde, så den rødhårede dreng kom ind på banen sammen med et hold lokale spejdere. (?) Sammenhængen husker jeg ikke, men nogle gange er der vel børn på banen forud for kampen. Denne gang lykkedes det sørme at få stjernens øjne til at hvile på drengen et kort sekund, angiveligt fordi han denne gang om muligt skreg endnu højere. Stjernen klappede drengen på hovedet, og drengen brast i tårer, det var den lykkeligste dag i hans liv. Han græd og græd og snart kendte alle til "den grædende dreng - all the way from Denmark".
Spejderne gloede måbende, men den rødhårede gut var ligeglad, han ville ikke stoppe sine tårer. Den rige herre fulgte naturligvis med i det her, og VUPTI så havde han arrangeret og ordnet, så drengen fik BÅDE knus, spillertrøje og sko størrelse 53½.
Og her slutter så historien, og lad mig sige det ærligt: Jeg fatter faktisk ikke, hvad det var, artiklen skulle illustrere! Hvad var drengen heldig med? At hans mor brugte en seriøs formue på at få det til at lykkes?
Hm. Jeg læser bare Politiken næste gang.
Ps. Bagefter læste jeg et interview med Jesper Binzer, som blev spurgt, om han havde været en nærværende far for sine børn. Til det var svaret, at han jo var formand for narcissistisk folkeparti! Jeg læser AFGJORT Politikken næste gang!
Den handlede om en 13-årig dreng med rødt hår. Han havde aldrig rigtig fundet sig tilrette i forhold til at finde en hobby, men endelig viste det sig, at han faktisk var ret god til ... jeg tror, det var basketball. Han blev hurtigt fan af en meget stor stjerne fra Amerika. Drengens mor købte derfor en rejse til et sted, hvor stjernens hold holdt til. Hun spurgte sin søn: "Hvad er dit højeste ønske?" Det var at møde - og kramme - denne her kæmpestjerne, som alle kendte og beundrede. Fluks købte moren billetter til en kamp, så sønnen måske kunne få sit ønske opfyldt.
Det vist sig så at være lidt svært at få til at gå i opfyldelse, fordi de sad for langt tilbage. Selvom drengen viftede med sit ydmyge "I love you"-skilt og råbte og skreg med sin teenagestemme, så fangede han ikke stjernens opmærksomhed. Drengen gik med uforrettet sag, og morens sad tilbage med blødende hjerte. For at gøre drengen glad, købte hun derfor endnu et par billetter, dennne gang nogle som var umenneskeligt dyre, men som gav adgang til en form for innercircle, hvor der kun var plads til de 12 (!) allermest dedikerede fans. Det var virkelig svært at få de billetter, men det betalte moren sig fra.
Tilfældigvis kom mor og søn til at sidde ved siden af en meget rig mand, som faktisk ejede denne her sportsarena, og han trak lynhurtigt i nogle tråde, så den rødhårede dreng kom ind på banen sammen med et hold lokale spejdere. (?) Sammenhængen husker jeg ikke, men nogle gange er der vel børn på banen forud for kampen. Denne gang lykkedes det sørme at få stjernens øjne til at hvile på drengen et kort sekund, angiveligt fordi han denne gang om muligt skreg endnu højere. Stjernen klappede drengen på hovedet, og drengen brast i tårer, det var den lykkeligste dag i hans liv. Han græd og græd og snart kendte alle til "den grædende dreng - all the way from Denmark".
Spejderne gloede måbende, men den rødhårede gut var ligeglad, han ville ikke stoppe sine tårer. Den rige herre fulgte naturligvis med i det her, og VUPTI så havde han arrangeret og ordnet, så drengen fik BÅDE knus, spillertrøje og sko størrelse 53½.
Og her slutter så historien, og lad mig sige det ærligt: Jeg fatter faktisk ikke, hvad det var, artiklen skulle illustrere! Hvad var drengen heldig med? At hans mor brugte en seriøs formue på at få det til at lykkes?
Hm. Jeg læser bare Politiken næste gang.
Ps. Bagefter læste jeg et interview med Jesper Binzer, som blev spurgt, om han havde været en nærværende far for sine børn. Til det var svaret, at han jo var formand for narcissistisk folkeparti! Jeg læser AFGJORT Politikken næste gang!
onsdag den 10. august 2011
tirsdag den 9. august 2011
Hvor går man hen når man går bort?
* Hvem lukker den dødes øjne?
* Er den dødes øjne egentlig åbne eller lukkede, når vedkommende dør?
* Håber du, at du dør med åbne eller lukkede øjne, Mor?
* Hvorfor lukker man den dødes øjne, hvis man alligevel ikke kan se noget som død?
* Hvorfor ser det pænest ud med lukkede øjne, når man er død?
* Hvorfor ser de døde ud som om, de smiler?
* Hvorfor kan munden da ikke lukkes helt på dem, Mor?
* Håber du, at du smiler, når du dør?
* Hvorfor sætter man låget på kisten igen?
* Hvordan sætter man låget på kisten igen?
* Hvorfor kører bilen med kisten langsomt væk fra kirken?
* Hvorfor har man lyst til at kigge på bilen, når den kører væk med kisten?
* Hvorfor har man lyst til at blive brændt?
* Hvorfor har man lyst til at blive ædt af orme?
* Hvordan bliver man til aske?
* Hvordan bliver knoglerne til aske?
* Hvordan fejer man asken ned i urnen?
* Kan urnen åbnes igen?
* Kiggede du ned i urnen, da din far var i den? (Nej, men jeg prøvede)
* Men så du så hans aske? (Øhm, nej kære børn!)
* Hvorfor ikke? (fordi låget sad fast!)
* Kan man ikke få låget af urnen? (Nej)
* Hvorfor kan man ikke få låget af urnen? (Fordi det sidder fast!)
* Men er låget på urnen så limet fast? (Det tror jeg - skal vi snart skifte emne?)
* Ville du ønske, at man ikke satte låget så godt fast? (Skulle vi SÅ læse en anden bog?)
Læs den! Den er god for børn. Men fyld ungens mund op med bolcher først!!!!
mandag den 8. august 2011
Hunkemöller er min ven!
Jeg er blevet forelsket i tanken om at vinde. Jeg har aldrig vundet noget udover min elskedes ubetingede kærlighed, altså. På facebook har jeg derfor været med i en mængde konkurrencer og pludselig en dag vandt jeg.
Præmien var en tur på Park med en veninde,
hvor der ville være modeshow.
Vi skulle se badetøj! Jeg inviterede the one
and only Tanja med.
Præmien var en tur på Park med en veninde,
hvor der ville være modeshow.
Vi skulle se badetøj! Jeg inviterede the one
and only Tanja med.
Forventningsfuldt og efter et par gode drinks
troppede vi op, men der var mørkt som natten,
og Park var så lukket som noget kan være.
Skuffelsen var enorm, men en bytur på
Vesterbro hjalp dog væsentligt på humøret.
(Kan anbefale at drikke Mormors kolonihave på
Bang og Jensen!)
Hjemme igen skrev jeg en meget skuffet mail,
og så blev jeg bedt om at ringe og få min
præmie ændret. Og nu skal jeg simpelthen
shoppe - med Tanja - for 1500 kroner hos
Hunkemöller som et plaster på såret! Det synes
jeg trods alt var lige så godt som modeshow.
Hurra for gevinster!
Hurra for gevinster!
Anbefaling: Nemlig.com
Det kan ikke siges for tit! "Nemlig" er kodeordet, som fører til et mere roligt og afslappet liv! I daglig tale herhjemme henvises der til MADBILEN. Madbilen er en Guds velsignelse for både børn og voksne. Vi bestiller varer hjemme i sofaen, hvor man ikke konfronteres med hverken køkultur eller ældre damers fordømmende blikke, når ens unge kaster sig ned og føler, at verdens uretfærdigheder ingen ende vil tage. Ydermere kommer madbilen altid lige til tiden og med superfriske varer, som ens søde, pligtopfyldende poder naturligvis slæber ind fra døren til køleskabet. (Hvis man kan tjene 50 øre, for Bertrams vedkommende, intet er jo gratis i disse tider, og man kan vel aldrig blive for økonomisk bevidst, mener den lille nærigpind!)
Til aften - omkring klokken 22, efter lange diskussioner om, hvornår det er sengetid - sad omtalte barn og jeg med dynerne og spottede fuldkornsboller i en ny indpakning, som kan bruges i madpakken. Dejlig aftenaktivitet! Prøøøøøv det!
Til aften - omkring klokken 22, efter lange diskussioner om, hvornår det er sengetid - sad omtalte barn og jeg med dynerne og spottede fuldkornsboller i en ny indpakning, som kan bruges i madpakken. Dejlig aftenaktivitet! Prøøøøøv det!
fredag den 5. august 2011
Glæden ved kun at have ondt i den ene side af hovedet!
Jeg har i nogle dage haft ondt i hovedet, simpelthen fordi Tristan er så hårdt ramt af skoldkopper og vi er vågne en god del af natten. Men lige nu er der ro, bortset fra at Nintendoen naturligvis siger Mario-lyde. Hovedpinen er ved at fortage sig, og det er skoldkopperne forhåbentlig også. :D
Kaffen smager fantastisk, og så skal det nok gå altsammen.
Kaffen smager fantastisk, og så skal det nok gå altsammen.
mandag den 1. august 2011
Pigefornærmet! NÅ!
Jeg har været med i opløbet om at blive Plan Ø-familie. Eller vi har! Det er et projekt for familier, hvor man skal leve økologisk så godt som 100% en måneds tid. Man skal naturligvis melde tilbage til projektet og tage nogle billeder, men så får man også varerne gratis. Det kunne godt lige passe os, og jeg gjorde alt for at sælge os, men nu har de valgt, at det ikke er os, der skal være med. But why? Der var kun 500 andre familier fra Københavnsområdet, ikke? Og de skulle bruge én familie! Hvorfor blev det ikke os? Nå, men det har vi få fejret med verdens dejligste ikke-økologiske frikadeller. Hm!
Abonner på:
Opslag (Atom)