Kender I det med, at det er mandag aften, og man er hammertræt, og man har ondt i pandelapperne, og ungerne er umulige?
Sådan har jeg det tit! I dag var ingen undtagelse. Så står man dér med sådan nogle virkelig trælse nintendolyde i ørerne og forsøger at komme igennem til ungerne efter aftensmaden, men ingen reagerer, selvom man har lagt tandbørster og nattøj parat. Og man prøver at råbe dem op, børnene. Og de hører intet. Og opvasken venter også. Man kalder på sin mand, som står i badeværelset, og man forklarer, at man synes, at han lige skal tage over i forhold til ungerne, for så kan man selv lige nå opvasken så længe. Og så svarer han ikke, og man holder talen forfra, fordi man tror, at han ikke har hørt den, og det har han heller ikke. Han hører den heller ikke anden gang, for han render rundt med sin iPod og smånynner, mens musikken drøner ud i hans ører.
Og så tager man selv affære, og ungerne er rasende og skriger hysterisk: "Neeeeeej, jeg var lige i gang med den bane." Men man smækker Nintendoen i og børster ungens tænder, ikke? Og han går amok og spytter tandpasta ud over det hele, og man bliver selv vred og råber: "NU er det nok, du skal ikke ......."
Ungen erklærer, at man er ond og at han iøvrigt er ved at dø af tørst. Han når naturligvis at åbne Nintendoen igen, mens man går i køkkenet og henter ham et glas vand (mens man fortryder, at man ikke bad ham om selv at hente det!)
Og når man så er færdig ved vandhanen og ungen får et flip, fordi Mario ikke kører stærkt nok, så KNALDER man tåen lige ind i den forbandede Tripp Trapp-stol for 117. gang. Pez, altså.
Og så glæder man sig bare til kaffe med mælk og en flok solbær med chokoladeovertræk nede fra slikbutikken!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar