Spis og sid stille!

Vi har altså vores problemer med at få ungerne til at sidde stille og spise deres aftensmad. Forleden på mit arbejde gjorde mine kollegaer opmærksom på, at der faktisk er en værdi i det fællesskab, der hedder "at spise sammen". Hele det der med at vente på hinanden er aldrig noget, vi er gået så højt op i. Men omvendt er det jo rigtig nok, at det er godt at kunne vente på andre og være nærværende ved måltidet.

Igen i aften havde ungerne mest fokus på, at de skulle ind for at fortsætte det spil Fifa, de havde gang i. Desuden kunne de (igen!) ikke lide maden, som bestod af kalkunkød, kartofler, sovs, salat og diverse ovnbagte grøntsager.
Til sidst holdt jeg Afrika-talen!!!! Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Bertram måbede noget, da han hørte, at nogle børn faktisk dør af sult og hverken har penge eller slik. Eller mad. Tristan var mindre imponeret og allerede på vej ned af stolen efter første del af min tale. Det endte med, at Tristan forsvandt ind på værelset, mens jeg forsøgte at besvare Bertrams spørgsmål om, hvorfor og hvordan børn kan dø af sult. Han fandt dog trøst i at "der er jo også en del voksne i Afrika, og de må trods alt have levet en hel del flere år uden at dø"(hans formulering, ikke min!)

Derefter spiste han tre store kartofler og var taknemmelig for, at vi overhovedet HAR mad her hos os. Mønsterbarnet. Så mangler vi bare at fange Trissens opmærksomhed, ham som talen egentlig var tænkt til. Han spiser ikke aftensmad for tiden. Han tygger maden to gange og sprutter den så ud over hele spisebordet med en kommentar om, at det ikke smager godt, uanset hvad vi serverer. SUK! Lige pt. udtænker vi måder at trænge igennem på. Ikke at han nødvendigvis skal spise, for han er absolut ikke underernæret, vi vil bare godt have ham til at sidde ved bordet mere end de to minutter, det kræver at erklære, at maden ikke smager godt.

Men fire år ER altså også en svær alder. Der er så mange svære ting, man skal formulere. For eksempel overfor sin mor. Tristan har altid været så gavmild med kys, nogle gange vist mest for at kompensere for sin brors manglende hengivenhed ved puttetid. Bertram siger altid bare godnat og vender ryggen til. Trisse plejer at sige "Tusind kys" - og så får man det . Her til aften lå han dog pludselig med hånden over sin mund, og jeg undrede mig over hvorfor. Han hviskede:
"Det er fordi, jeg ikke skal have noget kys i aften".
"Nåh", hviskede jeg tilbage. "Hvorfor ikke?"
"Fordi jeg ikke kan lide dine læber!"
"Nåh?"
"For du har sådan nogle våde tænder".

Okay - så var det sagt. Jeg plejer ellers ikke at kysse med tænderne, men fair nok. Mors lille dreng er ved at blive stor!