Held og lykke!

I dag læste jeg en artikel i Berlingeren. Den handlede om, at det med held i virkeligheden handler enormt meget om folks egen attitude og troen på at de ER heldige. Det var virkelig interessant, men jeg var stadig lidt i tvivl om, hvad det er, man konkret kan ændre på, således at heldet begynder at følge den uheldige. Men som den gode avis Berlingeren er, blev der naturligvis fulgt op med endnu en artikel, som var meget konkret.
Den handlede om en 13-årig dreng med rødt hår. Han havde aldrig rigtig fundet sig tilrette i forhold til at finde en hobby, men endelig viste det sig, at han faktisk var ret god til ... jeg tror, det var basketball. Han blev hurtigt fan af en meget stor stjerne fra Amerika. Drengens mor købte derfor en rejse til et sted, hvor stjernens hold holdt til. Hun spurgte sin søn: "Hvad er dit højeste ønske?" Det var at møde - og kramme - denne her kæmpestjerne, som alle kendte og beundrede. Fluks købte moren billetter til en kamp, så sønnen måske kunne få sit ønske opfyldt.
Det vist sig så at være lidt svært at få til at gå i opfyldelse, fordi de sad for langt tilbage. Selvom drengen viftede med sit ydmyge "I love you"-skilt og råbte og skreg med sin teenagestemme, så fangede han ikke stjernens opmærksomhed. Drengen gik med uforrettet sag, og morens sad tilbage med blødende hjerte. For at gøre drengen glad, købte hun derfor endnu et par billetter, dennne gang nogle som var umenneskeligt dyre, men som gav adgang til en form for innercircle, hvor der kun var plads til de 12 (!) allermest dedikerede fans. Det var virkelig svært at få de billetter, men det betalte moren sig fra.
Tilfældigvis kom mor og søn til at sidde ved siden af en meget rig mand, som faktisk ejede denne her sportsarena, og han trak lynhurtigt i nogle tråde, så den rødhårede dreng kom ind på banen sammen med et hold lokale spejdere. (?) Sammenhængen husker jeg ikke, men nogle gange er der vel børn på banen forud for kampen. Denne gang lykkedes det sørme at få stjernens øjne til at hvile på drengen et kort sekund, angiveligt fordi han denne gang om muligt skreg endnu højere. Stjernen klappede drengen på hovedet, og drengen brast i tårer, det var den lykkeligste dag i hans liv. Han græd og græd og snart kendte alle til "den grædende dreng - all the way from Denmark".
Spejderne gloede måbende, men den rødhårede gut var ligeglad, han ville ikke stoppe sine tårer. Den rige herre fulgte naturligvis med i det her, og VUPTI så havde han arrangeret og ordnet, så drengen fik BÅDE knus, spillertrøje og sko størrelse 53½.

Og her slutter så historien, og lad mig sige det ærligt: Jeg fatter faktisk ikke, hvad det var, artiklen skulle illustrere! Hvad var drengen heldig med? At hans mor brugte en seriøs formue på at få det til at lykkes?
Hm. Jeg læser bare Politiken næste gang.

Ps. Bagefter læste jeg et interview med Jesper Binzer, som blev spurgt, om han havde været en nærværende far for sine børn. Til det var svaret, at han jo var formand for narcissistisk folkeparti! Jeg læser AFGJORT Politikken næste gang!