Og det skete, da den mødte en af "vores" katte. Jeg så først fuglen, da den lå i indgangen ved siden af mine sko. En fin, lille fugleunge dræbt på stedet. Faktisk tåler jeg ikke den slags sorger ret godt. Den var hel og fin, men Bertram måtte lægge den i en pose, mens jeg stod i stuen med rystende hænder, jeg kunne simpelthen ikke røre den.
Bagefter fik vi gravet et hul i haven og begravet den så fint. Vi brugte lang tid på at finde sten, der var så store, at kattene ikke ville grave fuglen op igen - det ville mit skrøbelige sind simpelthen ikke have klaret!
Mine dygtige, store drenge stod for cermonien. Farvel, lille søde fugl!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar