Om at indtage en ny position.

I går tog jeg afsked med mine børn i Aalborg lufthavn, og de kommer først hjem igen i morgen. I det jeg satte mig ind i flyet, gik det op for mig, at jeg nu faktisk har to dage som "Lene" - ikke som "Mor". Jeg sad der og forestillede mig, at jeg skulle leve i badeværelset i med hårkur, neglelak, masser af Ole Henriksen. Resten af tiden skulle jeg ligge på sofaen. RO!
Velplaceret i 350S skete det så. To forældre, tre børn. Tvillingeklapvogn! Børn 4, 3 og 2. Klokken var 22.05 på Nørreport. Den 4-årige klarede sig alene på et sæde, mens mor og far bugserede den enorme klapvogn med to skrigende drenge ind. To monsterbørn, der ødelagde ZEN! WTF? Og lige i det øjeblik forvandlede jeg mig fra den der medfølende MOR, der smiler og nikker og tænker, at det godt nok også må kræve sit at have tre små børn og ingen bil, og klokken-er-også-mange, og er-der-mon-noget-jeg -kan-gøre-for-dem?!

Jeg forvandlede mig til hende, der rullede med øjnene og tænkte, at folk da virkelig ikke burde få børn, hvis de ikke kunne få dem til at tie stille. Og så om aftenen, hvor man faktisk sætter ret meget pris på det. Ungerne blev ved med at hyle, og den mellemste var nu også kommet op af klapvognen og fik lov at løbe rundt i bussen. Hvor var off-knappen på den skabning? Eller i det mindste bare "mute".  Her troede den trælse familie, at de kunne komme tromlende og fylde hele det offentlige rum, bare fordi de havde fået børn.
Den følelse sad jeg med helt til Brønshøj, hvor de stod af bussen. Velvidende at jeg jo selv adskillige gange har været hende med de irriterende børn. Men det føltes GODT at være noget andet, så det har jeg tænkt mig at blive ved med, og gerne indtil i morgen klokken 17.00, hvor jeg forvandler mig til den omsorgsfulde mor med varm mad og masser af overskud til at lytte!