tirsdag den 27. september 2011

Fodboldtosser.

Så sidder de ved siden af hinanden, de to brødre. Klokken er 07.09, og de er stået op tidligt for at kunne nå at afprøve den nyindkøbte wii.
Den lille lægger ud med at vælge hold, da de har besluttet sig for at spille Fifa. "Jeg er Arh-snegl" bekendtgør han. Jeg kigger uforstående. "Okay", siger den store, så får du lov at være Arsenal. Pyyyyh, problem løst. Jeg så lige en længere afklaring ligge foran mig, muligvis med en meget hysterisk dreng som resultat - det er da også frustrerende ikke at blive forstået.
Spillet er på plads. Den lille insisterer på, at han har Messi på sit hold, men den store svarer overbærende:"Nej, man får kun Messi, hvis man vælger Barca eller Arken-Tina."
Arken-Tina? Nej, jeg nøjes med at gætte på, at jeg har regnet ud, hvilket hold, det er.

Mens jeg står i køkkenet og fedter med ketchup (nu klokken 07.10), fordi jeg er alt for sent ude med mad til fælles spisning i skolen i aften, kan jeg høre deres små stemmer. "Hvorfor scorer jeg ikke, mand? - Hvor er mit mål, mand? Sådan, mand!"

Det er mine små, fodboldtossede københavnerbørn!

Ingen kommentarer: