Det er DIT ansvar, ansvar, ansvar ....

Den sætning runger stadig i hovedet på mig, mens jeg ser hendes alvorlige ansigt for mig. Skolelederen, der talte med tydelig stemme og et roligt udtryk, var både velklædt og velformuleret. Faktisk sagde hun "Det er JERES ansvar", men det føltes som om, hun talte direkte til mig, måske fordi jeg sad forrest i klasseværelset og kiggede lige ind i hendes klare øjne.

Det var ikke bare én ting, der var vores ansvar, det var rigtig, rigtig mange ting. Det er mit ansvar, at han ankommer til 0.B til tiden (8.15 - umenneskeligt tidligt!), at han har en sund og nærende madpakke med, at hans skiftetøj er i orden, at han er velforberedt på dagens aktiviteter, og at han har sovet 10-11 gode timer. Han skal være frisk, udhvilet og have de bedste forudsætninger for at lære.
Senere kom talepædagogen og talte om, at hun ville lave nogle aktiviteter med hele klassen såvel som det enkelte barn. Det var noget med en opgave, hvor man skulle tegne firkanter og cirkler og trekanter i forskellig størrelse, og forstå når en sætning indeholdt en nægtelse - eller hvad det nu hed. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der fik præstationsangst på mit barns vegne.

Og det var jo ikke, fordi det var et dårligt møde, slet ikke. Jeg ved jo godt, at han skal møde til tiden og være klar, og jeg skal også nok sørge for det, og måske bliver det ikke engang svært. Jeg HAR jo styr på skiftetøjet, og jeg BRUGER jo faktisk en del tid på at tale med ham om dette og hint. Det er bare det, at når folk, f.eks. skolelederen står og formulerer det som et krav lige ned i hovedet på én, så virker det simpelthen så angstprovokerende. I hvertfald på mig.

Det er lidt ligesom dengang jeg selv var skolebarn, og der manglede en tyver i en eller andens bukselomme efter gymnastiktimen. Læreren kiggede anklagende på os alle, mens stilheden larmede. Nu skulle tyven give sig til kende, og selvom jeg jo var helt klar over, at jeg ikke var i besiddelse af en andens tyvekrone, så følte mig som en luskefis og en forbryder alligevel.

Da jeg sad i klasseværelset i dag, havde jeg det lidt på samme måde, mens jeg brugte en del krudt på at smile og nikke og prøve at se voksen ud. Inderst inde følte jeg mig som en af "de unge mødre", der bare er enormt usikker og garanteret gør det hele forkert - og det til trods for at jeg er 36 og temmelig rutineret i opgaver, der omfatter børn og deres velbefindende.

Puh, det er stort at være mor til et skolebarn. Jeg glæder mig, men jeg er også skræmt! Uh, hvordan vil det nu gå mit lille pus? Skolen virker rigtig god og både lærere og pædagoger er virkelig kompetente, det er jeg ikke i tvivl om. Så er det bare nu, jeg skal lære at give lidt slip på Bertram og sende ham ud i verden med troen på, at han har et solidt fundament. På den måde skal jeg give ansvar fra mig, samtidg med at de nu siger, at jeg skal PÅTAGE mig ansvar. Det lyder vanskeligt, men mon ikke, det lykkes at finde balancen?