Noget om tandlæger.

Jeg har snart 1-års jubilæum i at ikke-blogge! Det går jo ikke. Derfor vil jeg nu lave et hurtigt indlæg om min dag. I dag var nemlig den store dag, hvor jeg skulle til tandlæge for første gang i lang tid. Det sagde jeg også til hende, tandlægen. "Det er første gang i lang tid, jeg er til tandlæge, og det er første gang, jeg er her hos jer."
-"Nåh", gnækkede hun og kiggede ud af de dér store, mærkelige forstørrelsesglas, der var sat fast på hendes briller (jeg brugte i øvrigt en del tid på at spekulere over, hvordan sådan nogle sidder fast?!)

"Men lang tid er jo et relativt begreb", sagde hun. Så vidste jeg godt, at sandhedens time var kommet. Altså. Alle andre går da heller ikke til tandlæge så tit som man skal, gør de? Jeg gør ikke. Det er ikke spor rart, jo. Og det bekræftede hun mig i af flere omgange kort efter.
Jeg blev bedt om at remse op, hvad jeg fik af medicin. Da jeg havde været alle mine dårligdomme igennem og efterhånden havde fået krampe i tæerne af at krumme dem, kom hun endelig til sagen. Jeg skulle lige til at åbne gabet, da jeg kom i tanker om, at jeg da også har astma og pollenallergi, og forhøjet kolesterol og alt. Det var en tidlig alder at fejle så meget i, sagde damen. (Jamen tak for lort og se så at komme i gang med de tænder, så jeg kan komme ud herfra!)

Herefter fulgte halvanden times rædsler med fjernelse af et kilo tandsten og pudsning af tænderne, suppleret med svære spørgsmål som: "Hvor mange flader har dine tænder?" Jeg prøvede halvpanisk at tælle flader, mens jeg fik de der løse tandsten smidt ned i svælget med jævne mellemrum. Jo, der var skam fem flader på en tand, godt talt. Næste spørgsmål: "Hvor tit bruger du tandtråd?"
-"Tjaaa....nok....ikke så.....øh....!"
"Det må du lige uddybe, for det er jo relativt!"
"Jo, men sådan...omkring hver 14. dag", løj jeg. Jeg tænkte, det ville være at stramme den, hvis jeg sagde hver uge, men jeg ville jo ikke gøre damen med forstørrelsesglassene og hvidløgsånden vred.

"Hvor tit børster du dine tænder?"
"To gange om dagen" (Nu stolt over ikke at behøve at lyve).
"Hvor mange flader kan du nå med tandbørsten?"
"Tre" (Hold nu kæft med alle de spørgsmål, så hellere en regulær skideballe!)
"Hvorfor skal de sidste to flader så kun rengøres hver 14. dag?"
"Det...øh..."
"Tænk hvis du havde fem børn, og så to af dem kun fik omsorg hver 14. dag. Så ville kommunen hurtigt stå der og fjerne dem!" (Metafor! Åh, nej, hvor vil hun hen? Vil hun tvangsfjerne mine forsømte tandflader?)

Samtalen fortsatte med:
Tandlæge: "Nu kan jeg jo ikke se, om du har huller, for det bløder så voldsomt!"
Mig: "A-haaaaa" (Det siger du ikke! Du har lige revet min mund op - der er blod overalt! Jeg har muligvis slugt en liter!)

Nå, men halvanden time senere kom så den gode nyhed. Kun 1400 kroner for en omgang totur suppleret med alverdens kryptiske spørgsmål. Nåh ja. Og så to huller i den samme visdomstand. Som skal hives ud. Men. Det. Vil. Jeg. Ikke. Tænke. På. Nu.