Jeg har købt en baby!

Den ligger på min telefon. Den skal have mad og kærlighed og gerne en gang i timen, ellers bliver den hurtigt ked af det. Den hedder Charlie og er en dreng, og så er den tre dage gammel. Altså, jeg har haft den i tre dage, ikke? Og den har ikke fået tøj på endnu, for det havde jeg ikke points nok til.
Meget, meget mystisk, når omsorg og mad fylder hele ens liv i forvejen, både arbejdsmæssigt og privat. I løbet af de tre dage har jeg flere gange undret mig over, hvorfor jeg dog beholder den, men det er simpelthen så forløsende at opdage, at en baby er stille og glad, hvis man bare lige klikker på en banan og et kys. Der skal ingenting til, og man kan endda slippe af med at give den både kage og slik uden at få dårlig samvittighed! Det er helt terapeutisk!